23948sdkhjf

Skibsfarten kommer til at mangle grøn strøm

Behovet for vedvarende energi vil overstige udbuddet, viser ny analyse fra Danske Rederier og Green Power Denmark.

Der skal fart på udbygningen af grønne strømkilder, hvis ambitionerne om grøn skibsfart herhjemme skal indfries i 2030.

For efterspørgslen efter grøn strøm og grønne PtX-brændstoffer, som strømmen kan omdannes til, vil stige og stige de kommende år i takt med at Danmark og resten af verden går mod klimaneutralitet – faktisk vil behovet for vedvarende energi komme til at overstige udbuddet.

Det viser en ny analyse, som Danske Rederier og Green Power Denmark har fået lavet.

– Den grønne omstilling af skibsfarten er den absolut vigtigste dagsorden i vores branche. Men vi har brug for vished om, at der produceres grøn strøm nok, og det bliver der kun, hvis politikerne vælger den allermest ambitiøse vej i forhold til udbygningen af vedvarende energi, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.

Analysens hovedkonklusioner

Vi kommer til at mangle vedvarende energi

  • Selv hvis det mest ambitiøse scenarie i regeringsudspillet ”Danmark kan mere II” realiseres, er der først i starten af 2030’erne grøn strøm nok til at dække indenrigsskibsfarten og levere brændstof til den del af den international søfart, der bunkrer i Danmark (​​​Regeringens udspil indeholder på strømsiden: 1-4GW ekstra havvind inden udgangen af 2030 samt en firedobling af den samlede produktion fra solenergi og landvind – frem imod 2030. Derudover fokus på hurtigere sagsbehandling for tilladelser og miljøregulering.)
  • Hvis ”Danmark kan mere II” ikke realiseres, vil der først i 2045 være nok grøn strøm til at dække indenrigsskibsfarten, og der vil ikke være nok grøn strøm til at dække den del af international skibsfart, der bunkrer i Danmark.

Dansk eksportpotentiale af PtX-brændstoffer overgår mængden af vedvarende energi, vi har til rådighed

  • Selv med vedtagelsen af det mest ambitiøse scenarie i ”Danmark kan mere II” vil der senest fra 2035 mangle grøn strøm, hvis vi skal indfri Danmarks eksportpotentiale af PtX-brændstoffer til skibsfart i Østersøen og andre nærområder.
  • Danmark har en unik beliggenhed mellem Nord- og Østersøen, hvor der er gode muligheder for levering af grønne brændstoffer til både forbigående skibstrafik og til andre store europæiske havne såsom Rotterdam.

Grøn strøm gør det ikke alene

  • Udbygningen af vedvarende energi skal gå hånd i hånd med en ambitiøs udbygning af elektrolyse og andre produktionsfaciliteter, der kan lave strømmen om til grønne PtX-brændstoffer.
  • Brug af grønne PtX-brændstoffer kræver investeringer i energiinfrastruktur til sikre bunkeringfaciliteter og til at fragte brændstofferne ud til skibene samt regler for sikker håndtering og opbevaring af de nye brændstoffer.

Kilde: Green Power Denmark

I analysen er det undersøgt, hvor stort behovet for grøn strøm til produktion af grønne brændstoffer til skibsfarten er ved en række forskellige scenarier sammenholdt med de planer om vedvarende energi, som lige nu eksisterer.

– Skibsfarten og resten af erhvervslivet rykker på PtX og har sat en grøn kurs. Det er vigtigt, at vi hurtigt går fra snak og strategi til konkrete politiske beslutninger om bl.a. mere grøn strøm og implementering af PtX-strategi. Virksomhederne har ideerne og investeringsviljen. Men der er behov for rammevilkår og risikodeling med det politiske system – både for producenter, teknologileverandører og aftagere af fremtidens grønne brændsler, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark.

Redaktionen/hsm

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125