23948sdkhjf

Minister har planer klar så danskerne ikke fryser til vinter

Hvis olie- og gaskrise udvikler sig, har Danmark adgang til nødlagre, siger klimaminister på pressemøde

Danskerne kommer ikke til at fryse til vinter.

Sådan lyder meldingen torsdag eftermiddag fra en række ministre og Energistyrelsen på et pressemøde i København.

På pressemødet gentager de, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til at være bekymrede for, at Danmark kommer til at mangle gas og olie som følge af krigen i Ukraine.

Og selv hvis situationen bliver forværret, er der en plan.

- Førsteprioriteten er, at danskerne ikke skal fryse til vinter, siger Kristoffer Böttzauw, der er direktør i Energistyrelsen.

Situationen er spidset til, efter at det russiske gasselskab Gazprom i denne uge har lukket for gassen til blandt andet Danmark igennem selskabet Ørsted.

Der er dog ingen gasledning direkte fra Rusland til Danmark. Det betyder, at selv om Gazprom ikke vil sælge gas til Ørsted, kan man fra dansk side fortsat skaffe gas fra andre kilder.

Ikke desto mindre har situationen medført bekymring, fordi krigen mellem Rusland og Ukraine gør, at Rusland på et tidspunkt kan vælge at lukke for gassen til EU.

Eller at EU kan vælge at sige, at det ikke længere vil aftage russisk gas.

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) vil det først være på et senere tidspunkt, at konflikten omkring gas og olie kan skabe problemer for Danmark.

- Lige nu får den russiske beslutning ikke betydning for forsyningssikkerheden. Men vi følger situationen tæt, og vi er klar, hvis der skulle opstå en situation, hvor vi kommer i problemer med forsyningssikkerhed, siger han.

- Vi kan aktivere vores nødlagre, og vi vil i værste fald bede virksomheder om at reducere eller helt lukke, siger Dan Jørgensen.

- Det er en situation, vi ikke håber, at vi kommer til at stå i. Men vi er forberedte, når det sker, tilføjer ministeren.

Ifølge Kristoffer Böttzauw vil gaslagrene i tilfælde af en krisesituation kunne række i fire til fem måneder. Det kan dog være kortere, hvis vi kommer ind i vinteren, siger han.

I forhold til tilgangen til olie er den ifølge Dan Jørgensen fortsat stabil. Og hvis der opstår en krisesituation, har vi også her lagre, vi kan tage fra.

Dermed forventer Energistyrelsen ikke på nuværende tidspunkt, at der vil komme forsyningsproblemer i forhold til olie, siger Kristoffer Böttzauw.

- Problemerne lige nu er ikke forsyningssikkerhed, men høje priser, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063