23948sdkhjf

Filter af muslingeskaller skal gøre det af med svovlbrinteproblemer i kloaksystemet

Det er giftigt, det lugter og ødelægger kloaksystemet.

Der er ikke meget pænt at sige om dannelsen af svovlbrinte i kloaksystemet, der bedst kendes på lugten af rådne æg omkring renseanlæg og andre steder, hvor svovlbrinten siver ud.

Svovlbrinte har desuden den uheldige egenskab, at den tærer betonen i kloakkerne, som derfor får en langt kortere levetid.

Problemet bliver mange steder løst ved at tilsætte kemikalier til spildevandet, men det er ikke ønskværdigt hverken for miljøet eller arbejdsmiljøet.

Men nu skal en ny løsning baseret på muslingeskaller komme problemet til livs.

EviDan og Aarhus Vand har forenet kræfterne og har i fællesskab skabt selskabet Sulfinizer, hvor de sammen med PBJ Miljø har givet den gode ide luft under vingerne. Eller skallerne, om man vil.

Filterløsningen udnytter de calciumholdige muslingeskaller, idet calcium har en positiv effekt på svolvbrinte. Spildevandet ledes igennem et filter af skaller, der omdanner svovlbrinte til tungtopløselig og uproblematisk gips.

Som en bonus minimeres generne fra mange andre ildelugtende stoffer i spildevandet gennem en række sideløbende biologiske processer.

Problemet stiger

Paradoksalt nok er problemet med svovlbrinte stigende, fordi vandselskaberne er blevet dygtigere til at holde kloaksystemet tæt. I takt med, at det regner mere og kraftigere på grund af klimaforandringerne, adskiller vandselskaberne nemlig i stor stil regnvand og spildevand i nye, separate rør.

Det betyder, at regnvandet ikke længere fortynder spildevandet, og det giver et lavere flow i kloaksystemet. Derudover har selskaberne kloakeret store dele af landområderne og centraliseret kloakeringen ved at nedlægge mindre renseanlæg. Det betyder længere rørføringer og dermed længere opholdstider for spildevandet i rørene. Det er ideelle betingelser for udvikling af svovlbrinte.

Testet i Aarhus

Filteranlægget på muslingeskaller er testet på Viby Renseanlæg i Aarhus, hvor det har vist sig at have så god en effekt, at Aarhus Vand også har installeret tilsvarende anlæg i Mårslet og Tranbjerg. Dermed har selskabet opnået en højere driftssikkerhed, færre lugtgener og en bedre levetidsøkonomi.

Både EnviDan og Aarhus Vand ser et stort forretningspotentiale i at udbrede muslingefiltret til den øvrige vandbranche, og det er baggrunden for, at løsningen nu forhandles gennem den fælles virksomhed Sulfinizer.

- Det er oplagt, at vi nu også udbreder den i branchen sammen. Gevinsten for os er, at vi får løst en udfordring gennem samarbejdet, og vi får skabt en virksomhed, som hjælper branchen. På den måde får vi gevinster, som ikke bare er kroner og øre, men også er ny innovation, siger Karsten Lumbye Jensen, CIO i Aarhus Vand.

Artiklen er blevet bragt i Magasinet Forsyning. Læs hele udgivelsen her.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093