23948sdkhjf

Norsk varme kan give nordjyske job

Det norske fjernvarmemarked er i vækst, og der forventes investeringer på op i mod NOK 30 mia. i fjernvarme og -køling frem mod 2020. Det er godt nyt for nordjyske virksomheder.
Den positive udvikling i det norske fjernvarmemarked byder på konkrete markedsmuligheder for fjernvarmebranchen blandt nordjyske virksomheder med konkurrencedygtige produkter og rådgivningsydelser, der kan bidrage til løsninger indenfor fjernvarmesektoren i Norge. Det skriver FleksEnergi i en ny rapport.

Det norske fjernvarmeforbrug er i vækst. I 2010 var forbruget således på 4,3 TWh, en stigning på 31 procent i forhold til 2009. Og investeringer i fjernvarme beløb sig i 2010 til NOK 3,6 milliarder, en stigning på 16 procent i forhold til niveauet i 2009.

Og udbygningen af fjernvarmenettet forsætter. I 2010 blev der givet bevilling til 13 nye fjernvarmeprojekter, som tilsammen øger produktionen med omkring 0,5 TWh om året. Og Energi Norge regner med, at der ligger et realistisk potentiale for tilvækst i fjernvarmekapacitet på 4 til 6 TWh frem mod år 2020.

Eksporteventyr
Med noget der ligner en fordobling i udbredelsen af fjernvarme i Norge i forhold til i dag, er der mulighed for et sandt eksport-eventyr for mange Nordjyske virksomheder.

På grund af blandt andet billig el fra vandkraft har incitamentet til at satse mere på fjernvarme i Norge ikke været så stort som i Danmark, derfor er vores norske naboer ikke så langt fremme på dette område. Men med de stigende energipriser har nordmændene nu fundet det gunstigt at satse mere på fjernvarmen. Og det er allerede kommet flere nordjyske virksomheder til gode.

- Det er en oplagt mulighed for nordjyske virksomheder at byde ind med produkter og ydelser. Derfor laver vi i efteråret et markedsfremstød i Norge, hvor nordjyske virksomheder kan se på de konkrete muligheder og møde potentielle kunder, oplyser erhvervskonsulent Kjeld Kærgaard Jensen, FleksEnergi, til Nordjyske.dk.

En af de virksomheder, der allerede har fået gevinst af det norske fjernvarme-boom, er Logstor, der fra fabrikken i Løgstør forsyner hele Norden med fjernvarmerør.

Om FleksEnergi
FleksEnergi er et nordjysk projekt, der vil skabe forudsætningerne for udvikling og realisering af fremtidens kollektive varmeløsninger.




Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125