23948sdkhjf

Vi har brug for et paradigmeskift i klima- og energipolitikken

På få år er klimapolitik blevet en politisk topprioritet i anerkendelse af nødvendigheden af at arbejde for at dæmme op for de altødelæggende konsekvenser af klimaforandringerne, som vi ser over alt i verden allerede. Men med Ruslands brutale invasion af Ukraine er spørgsmålet om energipolitik blevet akut. I lyset af krigen og behovet for hårdtslående sanktioner, er den europæiske forsyningsmæssige sårbarhed blevet blotlagt. Vedvarende energi er den eneste reelle løsning på Europas energiuafhængighed, og hvis vi skal lykkes med at få de danske og europæiske forbrugere ud af Putins klør, er der behov for en udbygning af VE-kapaciteterne i et hidtil uset omfang.

Og her har Danmark er særligt ansvar for at påtage sig en lederrolle. Med vores teknologiske kunnen og de massive kapaciteter for VE, grøn brint og Power-to-X (PtX), skal vi gå forrest. Men det kræver, at vi gør op med unødvendigt lange godkendelsesprocesser og bureaukratiske snubletråde i udrulningen af VE-værdikæden, og i stedet sætter alt ind på at højne produktionen i en sådan grad, at vi ikke bare i Danmark bliver selvforsørgende med grøn energi, men også kan producere nok til at bidrage til forsyningen til vores europæiske naboer. Der er derfor behov for et paradigmeskifte i klima- og energipolitikken, for at imødekomme behovet for grøn energi. Når energipolitik er sikkerhedspolitik, bliver omstillingen et fredsprojekt.

VE er den eneste farbare vej

Paradigmeskiftet består af et opgør med bl.a. de lange godkendelsesprocesser for nye VE-projekter. I en tid, hvor verden skriger på grøn energi, nytter det ikke, at processerne trækker i unødigt langdrag. Når hver en krone betalt for fossil gas ikke bare er sort men blodrød, nytter det ikke, at det er udsigten til vindmøller til havs, der sætter en stopper for en grøn udvikling. Med hver mølle, hver solcelle og hvert PtX-anlæg træder vi et skridt væk fra Putin og andre despoter, som vi i alle andre sammenhænge fordømmer. VE er den eneste farbare vej mod europæisk forsyningsmæssig uafhængighed, og hvor klimakampen burde have været nok til at sikre det nødvendige opgør med den fossile energi, har krigen cementeret nødvendigheden af omstillingen for vores sikkerheds skyld. 

Vi ved, at betalingen for russisk gas, olie og kul ender direkte i Putins krigskasse. En krigskasse, der finansierer de drab og ødelæggelser, vi dagligt holder os opdateret på, og som har sendt millioner af mennesker på flugt. Krigen er omstillingens bagtæppe, og når udsigten er flere meningsløse drab og et sønderbombet land, kan udsigten til en mølle eller en solcelle ikke være afgørende for ny VE-produktion. Vi er nødt til at forstå alvoren. En alvor, som ikke ”kun” handler om temperatur- og vandstigninger, men om fortsat finansiering af militær aggression. Omstillingen handler ikke kun om at tage ansvar for planeten på længere sigt, men om at tage ansvar for den øjeblikkelige sikkerhedssituation i Europa. 

Krisen som katalysator

Omstillingen skal op i et gear, som vi ikke har arbejdet i før, men som vi ved, at vi kan. Under de meget svære vilkår under corona-pandemien, så vi, hvordan industrier, der aldrig havde arbejdet med hverken værnemidler, håndsprit eller andre kritiske komponenter i sundhedskrisen, træde til, og på meget kort tid omlægge produktionen. Vi så systemer tale sammen, og en helt ny infrastruktur komme i stand på en brøkdel af den tid, det normalt ville tage. I krisetider kan det meste lade sig gøre, simpelthen fordi det skal, og fordi vi kollektivt sætter en retning, og prioriterer at nå derhen. Det er vi nødt til at gøre på energipolitikken nu.
Det betyder naturligvis ikke, at vi skal afmontere det lokale demokrati eller fjerne al mulighed for borgerinddragelse, for selvfølgelig er der hensyn at tage i planlægningen. Men vi er nødt til at tillægge os en helt anden tilgang til den grønne omstilling. Godkendelsesprocesserne skal strømlines, og tiden fra tanke til opførelse skal forkortes markant. Paradigmeskiftet består i anerkendelsen af, at omstillingen ikke er nice-to-have, men både en klimamæssig og sikkerhedspolitisk absolut need-to-have, for så længe der er russisk gas i de europæiske rør, er der finansiering til Putins krigsmaskine, som selv de hårdeste økonomiske sanktioner ikke kan røre.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.078