23948sdkhjf

Rio: Tæt på enighed om grøn økonomi

Verden nærmer sig enighed om Grøn Økonomi efter seks dages opslidende forhandlinger. Nu gælder det om at fastholde frem til sidste dag.
I Rio er verden ved at blive enig om vigtigheden af omstilling til en global grøn økonomi. Og mange af EU's og Danmarks mål er kommet med i den aftale, der blev lagt frem tirsdag efter mange dage og afteners intense forhandlinger.

- Vi har sat en ny dagsorden i dag. Der tegner sig en enighed om, at miljøet skal ind i økonomiens maskinrum, og at omstilling til en grøn økonomi er for alle lande - rige som fattige, sagde Ida Auken, der som EU formand har ledet forhandlingerne i Rio.

Aftale skal sikre naturressourcer
I den nye aftale fra Rio lægges op til at alle lande anerkender, at omstilling til en grøn økonomi forbedrer mulighederne for at sikre, at der er naturressourcer nok til alle også i fremtiden.

- Vi har i dag fået et oplæg til en aftale som er langt mere forpligtende, end det der lå på bordet for bare tre dage siden. Det er klart, at aftalen ikke indeholder fremskridt på alle punkter, og at den ikke er perfekt, men det er lykkedes at få rigtig mange af de mål, vi ønskede med i teksten, sagde Ida Auken tirsdag.

Danmark og EU har arbejdet hårdt for at få en ambitiøs aftale med klare mål for vigtige naturressourser som vand, oceaner og landbrugsjord. Og i det oplæg der er fremlagt af de brasilianske værter indgår mål for universel adgang til vand, for genopretning af natur på havet, for bedre ressourceudnyttelse af affald mm.

Bæredygtig udvikling af byer
En andet nyt element i oplægget er en anerkendelse af byernes og erhvervslivet rolle i en grøn omstilling. Ifølge oplægget til aftalen skal alle lande forpligte sig til at støtte byer til en bæredygtig udvikling.

- Byerne har en afgørende rolle på verdensplan for at vi kan lykkes med en grøn omstilling - både i fattige og rige lande. Det er i byerne hovedparten af befolkningen, af væksten, og ressourceforbruget findes. Her har vi også fået en vigtig byggesten til den grønne omstilling med ombord, siger Ida Auken.

Når det gælder erhvervslivets rolle lægger aftaleoplægget op til, at den private sektor engagerer sig i ansvarlige forretningsmetoder, og til at virksomhederne rapporterer både økonomi og miljøperformance som en ansporing til grøn omstilling.

Og efter 10 års tovtrækkerier ser det ud til endelig at ville lykkedes at nå til enighed om et nyt stort 10-årigt program for bæredygtig produktion og forbrug, som skal hjælpe den grønne omstilling på vej blandt andet ved at styrke bæredygtige indkøb og bæredygtigt byggeri.

- Nu gælder det om at fastholde de gode elementer i det oplæg der ligger - frem til konferencens sidste dag, lød det tirsdag fra Ida Auken.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078