23948sdkhjf

Opråb: Drop producentbetaling af nettilslutning og netudbygning

Den politiske beslutning om at påføre opstillere af vedvarende energi nye omkostninger til nettilslutning og VE-drevet netudbygning, den såkaldte producentbetaling, bremser udbygningen af ny produktion af grøn el. Og den manglende klarhed om hvordan producentbetalingen skal udformes, samt regeringens pressede tidsplan, skaber en uacceptabel usikkerhed for både VE-opstillere og netselskaber.

Sådan lyder det fra de fem organisationer Dansk Energi, DI Energi, Wind Denmark, Dansk Solkraft og Landbrug & Fødevarer.

Lovforslaget om indførelse af producentbetaling fremsættes i dag den 27. oktober 2021.

Derfor opfordrer de fem organisationer i en fælles erklæring regeringen og forligskredsen bag klimaaftalen for energi og industri til at ændre beslutningen om producentbetalingen. 

- I stedet bør der fra 2023 indføres en helt ny og varig ordning på finansloven, der skal dække omkostningerne til tilslutning af grøn elproduktion til elnettet og den deraf drevede netudbygning, skriver parterne i en pressemeddelelse.

Såfremt der kan skabes politisk enighed om det forslag, bør den etårige overgangsordning, som et politisk flertal har indført på finansloven i 2022 forlænges til mindst 2025, lyder det fra de fem organisationer. 

- Den grønne omstilling og de danske klimamål nås kun, hvis vi skruer markant op for udbygningshastigheden frem mod 2030. Vi udviser i Danmark generelt rettidig omhu, og i denne sag er det særligt vigtigt, at man politisk anerkender og tager konsekvensen af, at beslutningen om producentbetaling ikke var fornuftig for den grønne omstilling og sadler om, og laver en ny og forbedret ordning, der fremmer udbygningen med vindmøller og sol, siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Wind Denmark.

Usikkerhed for aktører

Manglende klarhed om hvordan producentbetalingen skal udformes, samt regeringens pressede tidsplan, skaber lige nu en usikkerhed for både opstillere af vedvarende energi, netselskaber og elforbrugere.

- Ingen aner, hvad der præcis kommer til at ske fra 1. januar 2023. Regeringen må hurtigst muligt gribe ind og sikre en acceptabel løsning for alle gennem en finanslovfinansiering. Ellers bliver den grønne omstilling taberen, og vi risikerer ikke at have nok klimavenlig strøm til vores klimamål i 2030. Det har vi sagt mange gange, men nu er tiden ved at rinde ud, siger Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi.

Han bakkes op af klimadirektør i Landbrug & Fødevarer Niels Peter Nørring-

- Den grønne omstilling er en bred samfundsmæssig opgave. Derfor bør VE-nettilslutning og VE-netudbygning finansieres over finansloven. Det vil skabe sikkerhed og en afklaret ramme for såvel VE-opstillere, netselskaber som forbrugere, siger Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug & Fødevarer.

Som nævnt tidligere i artiklen fremsættes lovforslaget om indførelse af producentbetaling i dag den 27. oktober 2021.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11