23948sdkhjf

I Sørup mangler man hverken stumper eller pumper

Da coronakrisen ramte verden og Danmark – i den rækkefølge – i starten af 2020, kunne ingen rigtigt vide hvordan følgerne og senfølgerne af det hele ville blive.

Nu her i slutningen af 2021 er vi blevet klogere på den del. 

En af følgerne af krisen er forsyningsmangel i alle led. Elektronik-producenterne mangler chips, børnefamilierne mangler vådservietter og varmepumpeproducenterne mangler stumper og komponenter. 

Det betyder, at alle varmepumpelagre i Danmark ifølge Tekniq Arbejdsgiverne er støvsugede – og det endda her midt i et større varmepumpeboom – skubbet godt på vej af tilskud fra Bygningspuljen og danskernes øgede interesse for den grønne omstilling. 

Der er sågar meldinger om ventetider på enkelte komponenter på op til 50 uger. 

Det fortæller økonomichef og medejer Gitte Kragbæk fra varmepumpeproducenten DVI Energi i Støvring. 

Her er man dog langt fra så ilde stedt som hos nogle af konkurrenterne. 

- Vi har udøvet rettidig omhu og bestilt materialer i rigtig god tid. Vi får de materialer vi skal bruge, fortæller hun. 

Det betyder, at DVI Energi fortsat kan levere varmepumper.

- Vores forsyningskæde er sikret. Jeg forventer ikke produktionsstop. Der kan selvfølgelig ske en tidsforskydning på et par dage, men så heller ikke mere, siger Gitte Kragbæk. 

Leverandørkæden

En af årsagerne til, at DVI Energi ikke mangler hverken stumper eller varmepumper skal til dels findes i sammensætningen af leverandørkæden. 

- Vi samarbejder med mange store firmaer og få en stor del af vores komponenter fra Sverige, Italien og Danmark. Nogle af vores leverandører henter dele i Østen og der kan vi mærke at de er mere pressede, siger Gitte Kragbæk og tilføjer: 

- Men det er ikke noget der har fået betydning for os. 

Ikke første gang

Det er ikke første gang at rettidig omhu har spillet en rolle i Sørup. Da Corona rigtig ramte i starten af 2020 kunne administrerende direktør hos DVI Energi Ken Thon godt mærke trykket. 

Efterspørgslen på små varmepumper var nærmest gået i stå, mens leverancerne fra blandt andet Italien var noget påvirkede af den totale nedlukning af støvlelandet. 

Men Ken Thon havde dog nået at bestille rigtig mange komponenter og materialer hjem og nåede derfor aldrig rigtig at stå i en situation, hvor der ikke kunne produceres på fabrikken i Sørup. 

Og senere på året gik varmepumpesalget i gang igen og det lykkedes virksomheden at sælge flere varmepumper end nogen sinde. 

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094