23948sdkhjf

Grønne brændstoffer er afgørende for 70 procents-målet

Grønne brændstoffer og elektrificering af transporten spiller en afgørende rolle i regeringens nye ”Køreplan for et grønt Danmark”. Det bakker vi som branche fuldt ud op om.  Skal vi i mål med det danske 70 procents-mål i 2030 og Parisaftalen, skal vi nemlig have fuld fart på omstillingen af transporten.

Som brancheorganisation for ladeoperatører, raffinaderier, tankstationer og leverandører af brændstoffer til skibe og fly ser Drivkraft Danmark omstillingen af transporten som det absolut vigtigste strategiske område i de kommende år.

Elektrificeringen af persontransporten er i fuld gang, men især omstillingen af den tunge transport, skibe og fly bliver en stor udfordring. Derfor er det rigtigt positivt, at regeringen med sin plan lægger op til et øget fokus på reelle grønne brændstoffer, som kan erstatte den fossile energi.

Drivkraft Danmark gik i 2019 foran og foreslog det CO2-fortrængningskrav til transporten, som blev vedtaget i december 2020. Fortrængningskravet er en helt afgørende rammebetingelse for at fremme efterspørgslen efter fremtidens grønne brændstoffer og dermed også grundlaget for de store investeringer i produktion af alternative drivmidler, der er nødvendige. Men vi kommer ikke i mål, hvis ikke vi tager næste skridt og stiller lignende krav til skibe og fly, og samtidig har fokus på, hvordan vi fremmer produktionen.

Blandt Drivkraft Danmarks medlemmer er både rene PtX-producenter og to store raffinaderier, som allerede nu ser ind i en fremtid, hvor den fossile energi skal erstattes med vedvarende alternativer. Øget integration af vedvarende energi på raffinaderierne, der i forvejen producerer brændstoffer til biler, skibe og fly, er en helt indlysende måde at få produktion af grønnere brændstoffer op i stor skala, og rummer desuden store perspektiver for erhvervsudvikling og arbejdspladser.

Storskalaproduktion kræver imidlertid, at der ses på de samlede rammebetingelser, så alle CO2-reduktioner tæller med – uanset om det er ren PtX eller co-processing på raffinaderier. Samtidig kræver det en massiv udbygning af sol og vind inden 2030, så produktionen kan følge med den øgede efterspørgsel på den grønne strøm, som skal bruges alle steder i samfundet. Det vil regeringens kommende PtX-strategi og et udspil om grønne brændstoffer forhåbentlig bidrage til. Køreplanen for et grøn Danmark giver i hvert fald håb.

 

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125