23948sdkhjf

Klumme: Energiforliget kan gøre det billigere at være dansker

I medierne bliver det fremført, at det bliver dyrere at være dansker med det nye energiforlig. Men VedvarendeEnergi´s beregninger viser, at det efter alt at dømme bliver billigere
Omstillingen til vedvarende energi har fået et godt skub fremad med det nye energiforlig. Det betyder, at vi vil spare det globale miljø for store mængder CO2, og at Danmark som foregangsland kan vise vejen for mange lande, der i dag tøver.

Siden forliget blev indgået, har kritikken mest drejet sig om forligets omkostninger for den enkelte dansker. Især Liberal Alliance, Danmarks atomkraftparti, er utilfreds. I store, dyre annoncer protesterer partiet under titlen ”Fakta” imod energiomstillingen. Partiets argumenter imod omstillingen er hårdtslående, men helt igennem forkerte. Blandt andet medregner partiet ikke, at udgifterne for forbrugerne kommer tilbage i form af energibesparelser og andre besparelser på energiregningen. Desuden påstår Liberal Alliance, at forliget giver 26 mia. kr. i tabt konkurrenceevne og et tab på 1,2 % af BNP i 2020. Med de forventelige jævnt stigende fossile energipriser er der god økonomi i omstillingen til vedvarende energi, og den er derfor en del af grundlaget for at vi kan bevare konkurrenceevnen.

Vi har fra VedvarendeEnergi dokumenteret, at en omstilling til vedvarende energi vil være billigere for Danmark end at fortsætte med at købe den stadig dyrere olie, kul og gas. Og medmindre vi nedbringer forbruget kraftigt i de næste 8 år, er det i 2020 slut med dansk selvforsyning med olie og gas, hvilket betyder, at Danmark går en fremtid i møde, hvor der skal importeres masser af fossil energi. Og for den enkelte forbruger kan en ekstra afgift sagtens blive til en besparelse, hvis den kombineres med omstilling fra oliefyr til billigere alternativer.

I langt de fleste tilfælde er fjernvarme, varmepumper og biomasse allerede i dag betydeligt billigere for forbrugeren end opvarmning med oliefyr. Det er nu vigtigt at energiforligets intentioner om energiomstilling følges op med handling. Og specielt for udkantsområderne er der behov for at energiforliget følges op af støtte til en udskiftning af oliefyrene; her kan husejerne ikke bare få lån til at skifte til billigere varmekilder.

Fra VedvarendeEnergi beklager vi, at ambitionen på vindmølleområdet er lidt reduceret; men omvendt er vi glade for, at de kystnære møller nu har fået deres egen plads i dansk energipolitik med en ramme på 500 MW. Potentialet for kystnære møller er dog langt større: De mange forslag til kystnære møller summerer sig op til tæt på 1000 MW. Vi opfordrer derfor til, at flere af de 200 MW sparede havmøller erstattes af de langt billigere kystnære møller. Rammen for de kystnære møller skal hæves fra de 500 MW til mindst 600 MW.

Hvis energiforliget med stabile priser på vedvarende energi skal give stabile energipriser, er det bl.a. vigtigt, at man undgår de meget dyre havmølleudbud, som vindmølleparken ved Anholt. De kommende regler for de kystnære møller må derfor give gode muligheder for folkeejede møller, bl.a. med faste afregningspriser, og de to havmølleparker skal ikke forbeholdes et mindre antal store elselskaber, med deraf følgende højere priser.
Kommenter artiklen (5)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141