23948sdkhjf

Klumme: Kommunale udbud skal drive lademarkedet

Danmark har knap 4.000 offentlige ladstandere, og mange af dem står på offentlig vej. Indtil nu er opstillingen sket efter ”først-til-mølle princippet”, forstået på den måde, at virksomheder der ønsker at opstille en ladestander på offentlig vej har henvendt sig til kommunen for at få tilladelse efter Vejloven.

Med mindre at trafiksikkerheden eller lignende taler imod, har kommunerne kunnet give tilladelse til installationen, og ladestanderoperatøren har herefter kunne råde over en lille del af offentlig vej en periode på 5-10 år. Det er vilkårene i jernindustrien og vil man drive virksomhed med opladning af elbiler, så må man indrette sig på det. Eller sådan har det i hvert fald været indtil nu.

Modellen er på ingen måder perfekt, og lovgivningen forhindrer kommunerne i at give tilskud til opstilling af ladestandere og i at have en indtægt fra ladestanderne. Derfor har udbud ikke været den oplagte løsning – for hvad skulle ansøgerne bedømmes på? Desuden må man ærligt sige, at der ikke var kø hos kommunerne for at få lov til at opsætte ladestandere.
Heldigvis er der nye regler på vej.

Antallet af elbiler stiger og mange nye virksomheder melder sig på banen med ønsket om at investere i ladeinfrastruktur. Derfor har Dansk Elbil Alliance længe anbefalet, at kommunerne får udvidet deres muligheder for at give tilskud og tage betaling for at benytte offentlig vej gennem udbud af retten til at opsætte ladestandere, sådan som Eldrup-kommissionen også anbefalede i sin rapport fra februar. Det giver kommunerne mulighed for at lave konkrete planer for, hvordan opladning af elbiler skal ske i deres kommune, og det giver kommunerne redskaberne til at få planen ført ud i livet. 

Dansk Elbil Alliance repræsenterer 96 procent af markedet for ladeinfrastruktur i Danmark, og vi støtter forslaget om nye regler, som betyder, at opstilling af ladeinfrastruktur kommer i udbud. Vores eneste anke er, at det går for langsomt. Det har den uheldige konsekvens, at det forsinker investeringer i ladeinfrastruktur. 

I regeringens lovprogram for indeværende halvår var der varslet ny lovgivning på området, men indtil videre har vi ikke set noget nyt. Det er brandærgerligt i et år med kommunalvalg, hvor mange kommuner gerne vil flage deres grønne ambitioner. Men forhåbentlig når vi det inden november i år.

Vi står overfor en stor opgave i Danmark med at sikre ladeinfrastruktur nok. I dag er der 75.000 grønne biler, om 4 år er der mere end 300.000 og om ni år mere end 1 million elbiler og opladningshybridbiler. Mange virksomheder vil gerne investere og mange steder kan kommunerne også få betaling for at stille offentlige arealer til rådighed for ladestanderne, men det kræver at kommunerne kan spille en mere aktiv rolle. Allerede i dag er der problemer med mangel på ladeinfrastruktur. Vi skal handle hurtigt, hvis vi ladeinfrastrukturen skal være foran elbilsalget.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109