23948sdkhjf

AEA opgraderer dampproduktionen på sukkerfabrik

Aktive Energi Anlæg (AEA) skal i gang med at opgradere Nordic Sugars to dampkedler. 

På nuværende tidspunkt genereres dampproduktionen på Nordic Sugar-fabrikken i Nakskov fra tre dampkedler. Udover disse tre kedler, er der en sommerkedel, der hovedsageligt bruges uden for sukkersæsonen.

Den ene af dampkedlerne er kulfyret og de to andre er brænderfyret med svær fyringsolie og biogas. 

De eksisterende røggasrensningssystemer fra kedlerne er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at overholde myndighedernes kommende emissionskrav. Nordic Sugar besluttede derfor at sætte gang i en optimeringsplan for dampproduktionen. 

Der var flere muligheder i spil, inden den endelige løsning blev valgt. 

De to brænderfyrede dampkedler skal ombygges fra at anvende svær fyringsolie til en overgangsløsning med let fyringsolie med nye LowNox-kombibrændere. 

Samtidig blev det besluttet at anvende biogas som supplerende brændstof på de to kedler. 

Færdig inden sukker-sæsonen

Det er således AEA, der skal effektuere optimeringsplanen for Nordic Sugar. 

AEA skal udskifte de eksisterende sværolie-brændere på de to brænderfyrede dampkedler med henholdsvis 3 x 16,9 MW og 4 x 16,9 MW LowNox-kombibrændere. 

De nye kombibrændere, der monteres på hver af kedlerne, giver mulighed for at køre med op til 5 procent biogas sammen med hovedbrændslet og indreguleres i første omgang på let fyringsolie og biogas. 

Når naturgassen senere bliver udlagt i Nakskov i 2024, skal gasinstallationen ligeledes være klar og brænderne være indreguleret til det. 

Komplet levering

AEA’s arbejde for Nordic Sugar indeholder overordnet demonteringsarbejder, komplet levering og installation af de nye kombigas-/oliebrændere, VVS- og rørarbejder, opstart og idriftsættelse af kombigas-/ oliebrændere, komplet rørsystem, kvalitetssikring samt arbejdsmiljøkoordinering.

I forbindelse med projektering og levering af kombibrænderne har AEA samarbejdet med Saacke.

Hele installationen med drift på let fyringsolie skal være klar til den kommende sukkerkampagne, der starter 1. septemer. 

Derudover skal AEA inden sukkerkampagnen i 2024 være klar med installationen af naturgas og LowNox-kombibrænderene skal være indreguleret til naturgas og overholde gældende miljøkrav..

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094