23948sdkhjf

AEA lukker og slukker regnskab og 2020 med manér

Udpumpningsanlæg til Silkeborg Forsyning og varmpumper her og der og alle vegne. 

Aktive Energi Anlæg (AEA) i Herning har ikke ligget på den lade side i regnskabsåret 2029/2020 - eller i 2020 i det hele taget. Samtidig er virksomheden kommet udmådeligt godt ind i indeværende regnskabsår. 

Årets bruttofortjeneste udgør 26 millioner kroner i 2019/20 mod 21,6 millioner kroner sidste år. Det ordinære resultat efter skat ud gør 2,5 millioner kroner mod 4 millioner kroner året før. 

- Regnskabsåret 2019/20 været et spændende og udfordrende år, hvor vi har navigeret under store forandringer og ukendte forhold. AEA har i 2019/20 gennemgået en sund og stærk udvikling, som har resulteret i en god organisk vækst, hvor AEA har leveret et tilfredsstillende resultat, siger direktør hos AEA, Kim Jørgensen.

Den opmærksomme læser vil nok lægge mærke til, at bundlinjen ikke helt har fulgt med fremgangen i bruttofortjenesten. Men det er der en forklaring på. 

- Udviklingen i bruttoresultatet afspejler den generelle udvikling i AEA, hvor der også er investeret stort i vores organisation. AEA har dermed udvidet forretningsområderne, således AEA kan tilbyde etablering af energianlæg og efterfølgende servicere anlæggene, oplyser Kim Jørgensen om årsagen til den mindre tilbagegang på bundlinjen. 

Ikke uden corona

Den altoverskyggende udfordring i 2020 er og bliver Covid-19-pandemien, der holdt sit indtog i Danmark i starten af året. 

Hos AEA i Herning har man mærket til pandemien - men er heldigvis sluppet nådigt.

- Covid-19 blev en virkelighed tidligere på året og konsekvensen heraf for AEA var som hos andre usikkert. Ved udgangen af 2020 kan vi så konstatere at vores forretning pga. Covid-19 ikke har været væsentlig påvirket heraf. Vi er både glade og stolte af at AEA har skabt en sund organisk vækst i den vanskelig periode, siger Kim Jørgensen. 

God ordrebeholdning

Som sagt har AEA haft et travlt 2019/2020 hvor især foråret - trods corona - var særdeles travlt. AEA havde gang i 15-20 udbud over en periode på tre måneder. En udvikling, der er fortsat efter regnskabsårets afslutning og langt ind i indeværende regnskabsår. 

- Efteråret har været præget af stort tilbudsarbejde og AEA er kommet ind i det nye år med en god ordrebeholdning, siger Kim Jørgensen.

Det er både eksisterende og nye kunder, der henvender sig og det primære fokus er på optimeringer af eksisterende anlæg, herunder gasmotor-anlæg, el-kedler, LowNOx- og procesbrændere. Ligesom der er et stort fokus på både biomasseanlæg og varmepumper. 

Organisk vækst

Starten på regnskabsåret 2020/2021 har altså været god, men alligevel er Kim Jørgensen varsom med at love alt for meget. 

- AEA vil forsætte den organiske vækst, dog ikke i samme tempo, men vi forventer en positiv afspejling i vores forretning af de tiltag, der er investeret i i det forgangne år. Behovet for etablering af nye og effektive energianlæg vil fortsætte, vurderer Kim Jørgensen. 

Han forventer dog stadig en indtjening på niveau med regnskabsåret 2019/2020.

Aktive Energi Anlæg A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttoresultat 26 21,7
Resultat af primær drift 3,6 4,9
Årets resultat 2,5 4
Balancesum 41,7 50,1
Egenkapital 12,5 9,2
Antal ansatte 36 26
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2020
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109