23948sdkhjf

Stadig tocifrede vækstrater hos B&W Vølund

Der ventes fortsat stor vækst hos B&W Vølund, der om kort tid kan afsløre et regnskab for 2011 med en vækstprocent på omkring 20.
I de seneste fire år har der været tocifrede vækstrater på både top- og bundlinje hos B&W Vølund, og det er, ifølge adm. direktør John Veje Olesen, en udvikling, der fortsættes, skriver dagbladet Børsen.

Virksomheden, der er en af verdens største producenter af anlæg til affaldsforbrænding, har store ordreforventninger til især det britiske marked, hvor man er blevet udpeget som preferred bidder til et gigantstort forbrændningsanlæg.

På vej mod milliarden
Regnskabet for 2011 offentliggøres om kort tid, og det bliver med en omsætning på godt 900 mio. kr. Dermed er B&W Vølund godt på vej mod målet, der hedder en omsætning på 2 mia. kr. om tre år.

Samtidig vil vækstprocenterne for 2011 ligge på omkring 20%.

For regnskabsåret 2010 kunne B&W Vølund præsentere en omsætning på 757,5 mio. kr. og et resultat på 46 mio. kr. En fremgang fra året før, hvor omsætningen nåede 631 mio. kr. og årets resultat 23,5 mio. kr.

Lukrative projekter i England
Ud over markeder som USA, Sverige og Polen, så har B&W Vølund fået fat i et helt nyt marked, med udnævnelsen som preferred bidder til et kæmpe forbrændingsanlæg i England. Samtidig har man fat i yderligere tre lukrative anlægsprojekter i England, hvor nye regler for affaldshåndtering giver gode vækstmuligheder for virksomheden.

- De nye regler medfører, at der nu bliver pålagt bod på at deponere affald, og det er jo et fantastisk incitament til at investere i effektive, miljøvenlige forbrændingsanlæg, konstaterer John Veje Olesen.

B&W Vølund har ligeledes store planer for Centralauropa, som ventes at blive virksomhedens største vækstmarked i løbet af de næste tre til fire år.

Sætter sin lid til EU
B&W Vølund bevæger sig til dagligt i en verden, hvor virksomhedens anlæg ikke lige frem er miljøforkæmperes og den nye danske regerings livret. Derfor sætter John Veje Olesen sin lid til, at EU generelt vil gå imod deponering af affald, da den største konkurrent til B&W Vølunds forbrændingsanlæg er biologisk nedbrydning og genanvendelse.

- Vores branche lider ret meget under, at der er så mange fordomme og ideologiske holdninger til forbrænding af affald. I den forbindelse glemmer man, hvor vanskeligt det reelt er at skulle anvende biologisk nedbrydning, fordi der er så skrappe krav om, at slutmaterialet skal være 100 pct. rent, inden det f.eks. må spredes ud på markerne. Der vil altid være et restprodukt tilbage, som ikke må genanvendes, og hvad så med det? spørger Jens Veje Olesen, der understreger, at virksomheden leverer forbrændingsløsninger, der næsten er CO2-neutrale.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095