23948sdkhjf

Viden om muslinger skal optimere havvandsvarmepumpen i Esbjerg

I forbindelse med etableringen af Danmarks største havvandsvarmepumpe i Esbjerg havn, har Din Forsyning og Fiskeri- og Søfartsmuseet indgået en aftale om overvågning af dyrelivet.

- Vi ved rigtig meget om fjernvarme, men meget lidt om havvand, fortæller adm. direktør Christian Udby Olesen, administrerende direktør for Din Forsyning.

Den nye store havvandsvarmepumpe vil suge 4.000 liter havvand ind i sekundet. Derfor er al viden om dyrelivet i havnen vigtig.

- Vi har brug for viden om havnens dyreliv, helt ned til de mindste muslinger, for at kunne designe pumpen mest skånsomt. Det er for eksempel vigtigt for os at vide, hvilke materialer vi kan anvende, for at muslinger ikke sætter sig fast i anlægget, siger Christian Udby Olesen. 

Det er netop derfor at Din Forsyning har bedt Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg om hjælp. 

Plankton kan blive et problem

Hos Fiskeri- og Søfartsmuseet vil de gerne hjælpe med overvågningen, for det kan give helt ny viden om havnens dyreliv. Der findes nemlig ikke meget viden på området, når det kommer til de helt små dyr i Esbjergs havn.

Hovedopgaven for Fiskeri- og Søfartsmuseet består i, gennem et år at registrere hvilke organismer der findes i vandet i havnen. De undersøger, hvilket typer af dyreplankton der pumpes ind sammen med vandet i Din Forsynings nye anlæg.

Det er vigtig viden, fordi plankton udvikler sig til blandt andet blåmuslinger, østers og rurer, som potentielt kan blive et problem for pumpesystemet.

- Det er en super spændende opgave, som vi har indledt et samarbejde om. Gennem målinger gennem et år, leverer vi vigtig viden og skaber resultater for DIN Forsyning, men mindst lige så afgørende er det, at vi bliver klogere på, hvad der findes af liv i Esbjerg havn. Som biolog er jeg naturligvis spændt på at komme i gang med opgaven, og på museet glæder vi os alle rigtig meget til at formidle den nye viden videre til både skoleklasser og museets gæster, lyder det fra Lene Friis Møller, biolog, ph.d. og videnskabelig chef.

Forsøg med metal

Selvom byggeriet ikke er startet, er det vigtigt at komme i gang nu. For DIN Forsyning vil gerne vide, om varmepumpen påvirker havnens liv, og derfor skal der laves undersøgelser af havnens vand inden pumpen startes op.

- Selvom 1. april 2023 synes lagt væk, starter vi op nu, så vi kan nå at få de første resultater med i byggefasen. Vi har blandt andet sat nogle forsøg i gang med forskellige typer metal, så vi kan se, om muslinger sætter sig i mindre omfang på nogle typer materialer fremfor andre. Det har stor betydning for, hvor tit vi mekanisk skal rense vores rør – da det kommer til at ske helt uden kemi, fortæller Christian Udby Olesen.

 Partnerskab om formidling

Allerede nu har begge parter talt om muligheden for at udbygge samarbejdet til også at indeholde en formidlingsdel. Koblingen mellem teknologi, energi og livet i havet flugter godt med det, som museet beskæftiger sig.

For Din Forsyning mærker man allerede nu en stor interesse for det nye projekt, så derfor er det naturligt at tænke museet ind som en formidlingspartner.

- På den måde kan byens borgere kommer forbi museet og få en helt aktuel viden om byens energiforsyning og havnens marine liv. Det mener vi er i alles interesse, og en god måde at byens institutioner bruger hinanden på, afslutter museumsdirektør, David Dupont-Mouritzen.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079