23948sdkhjf

Grontmij med på E.On-offshore-satsning

Afgørende erfaring fra blandt andet Rødsand 2 har fået E.On til at vælge Grontmij som rådgiver og projektleder i forbindelse med etablering af offshore-satsningen Kårehamn i Sverige.
E.Ons vindmøllepark ved Kårehamn i Sydsverige bliver Grontmijs største offshore-satsning til dato.

- Det var Grontmijs kompetencer, der var det afgørende. Vi har gode erfaringer fra samarbejdet med Grontmij i andre vindenergiprojekter, og når det for eksempel gælder spørgsmålet om sikkerhed er det afgørende med erfaring fra andre offshore-projekter, siger Anders Ljungman, E.Ons projektchef for vindmølleparken i Kårehamn.

E.On Vind bygger 16 vindmøller ud for Kårehamn ved Ölands nordøstlige kyst. Grontmijs projektledere er blandt andet ansvarlige for at finde brugbare løsninger til adgangen til energinettet samt fundamentet til de 16 vindmøller. Havmølleparkens kapacitet skønnes at blive 48 MW med en årlig produktion på cirka 180 GWh, og vindmølleparken vil dermed forsyne omkring 30.000 husstande om året med elektricitet.

Dynamic Line Rating
Vindmølleparken, som bliver den hidtil største i Østersøen, bliver gjort mulig ved hjælp af Dynamic Line Rating i elnettet. Det er en innovativ teknik, der øger kapaciteten i de eksisterende elnet, så man undgår at bygge nyt og derved foretage yderligere indgreb i naturen.

- Vi ser en klar fordel i at benytte denne teknik, fordi den gør det muligt at få fuld effekt fra vindmølleparken året rundt, fortæller afdelingsdirektør Niels Kåre Bruun fra Grontmij, og fortsætter:

- Vindmølleparken ud for Kårehamn er et godt skridt på vejen i forhold til at øge andelen af vedvarende energi i Sverige. Den årlige produktion på 180 GWh svarer til, at man sparer cirka 160.000 tons CO2 om året – hvilket må siges at være en betydelig miljøgevinst.

Sundhed, sikkerhed & miljø
Vindmølleprojektet følger E.Ons politik for sundhed, sikkerhed og miljø (HSSE). Grontmijs ekspertise på området sikrer, at E.On overholder gældende love og regler samt de krav E.On stiller til alle sine samarbejdspartnere. I Grontmijs kontrakt indgår blandt andet at sikre en løbende dialog med entreprenøren om sikkerhed og miljø.

- Som storleverandør tager vi vores sociale ansvar seriøst. Blandt andet ved at minimere risici for at leverandører og entreprenører kommer til skade. Offshore-projekter indebærer for eksempel en del dykning, og det medfører særlige risici. En god sikkerheds- og miljøtænkning er altafgørende for, om man modtager opgaver fra os, siger Magnus Olsson, HSSE manager hos E.On.

Erfaringer fra Rødsand 2
De tekniske valg og rådgivning i forbindelse med vindmølleparken ved Kårehamn er baseret på Grontmij og E.Ons erfaringer fra opbygningen af vindmølleparken Rødsand 2 her i Danmark. Grontmij var også rådgiver i processen fra idé til færdig vindmøllepark i Rødsand 2.

- Det er afgørende for en offshore vindmøllepark at have et velfungerende design af fundamentet tidligt i processen, og vores samarbejde med Grontmij fungerede rigtig godt ved arbejdet med Rødsand 2, fortæller projektchef Anders Ljungman fra Eon.

- Fordelen ved at have et layout og et design af fundamentet tidligt i projektforløbet er, at det bliver lettere at finde en entreprenør i udbudsfasen, fordi der på forhånd er taget en beslutning om materialer og tekniske løsninger, der tager højde for de specifikke naturforhold på stedet, uddyber konsulent Lars B. Jørgensen fra Grontmij.

Offshore vindmølleparken ved Kårehamn påbegyndtes i 2011 og forventes at være operationel ved udgangen af 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094