23948sdkhjf

Partnerskab skal skabe 10 millioner tons dansk biomasse

Københavns Universitet og Dong Energy går nu sammen om at finde en metode til produktion af yderligere biomasse i Danmark.
Ønsket om at skabe bæredygtige løsninger inden for energisektoren får nu forskere på Københavns Universitet og forsknings- og udviklingsmedarbejdere fra Dong Energy til at mødes. Den nye partnerskabsaftale iværksætter konkrete initiativer inden for både forskning og uddannelse i grøn energi.

- Med aftalen søsætter vi blandt andet det første forskningsprojekt, der skal finde bæredygtige løsninger på produktion og anvendelse af biomasse. Forskningen handler om i tæt samarbejde med landbruget at finde egnede plantegener og sikre det økologiske kredsløb, der gør biomassen bæredygtig og egnet til mange formål, fortæller prodekan Erik Bisgaard Madsen fra Det Biovidenskabelige Fakultet, LIFE.

Grøn omstilling
Perspektiverne i aftalen er store i forhold til grøn omstilling i samfundet.

- Vi går en fremtid i møde, hvor biomasse kommer til at fylde mere og mere i vores energiforsyning. Derfor tager Dong Energy sammen med Københavns Universitet og dansk landbrug nu initiativ til at udvikle en plan for, hvordan vi gennem planteforædling og nye dyrkningsmetoder kan producere yderligere 10 millioner tons biomasse fra dansk landbrug. Det nye samarbejde giver et solidt grundlag for, at forskningsmiljøer mødes på tværs for at udtænke løsninger for, hvordan vi bedst producerer og udnytter biomassen lokalt, siger Anders Eldrup, administrerende direktør i Dong Energy.

På forskningsområdet er der særligt fokus på bæredygtig anvendelse af naturressourcer, og hvordan nye og miljøvenlige bioteknologiske metoder kan anvendes til at konvertere biomasse til nye produkter. Ambitionen er, at parterne skal samarbejde om projekter og initiativer, som kan styrke den generelle udvikling i den danske energisektor. Samarbejdet om at skabe grundlaget for produktion af yderligere 10 millioner tons biomasse er et første konkret forskningsprojekt.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11