23948sdkhjf

Jyske Bank køber nordjysk vindmølle

I december 2019 blev Danmarks første vindmøllepark uden statsstøtte indviet på Hirtshals Havn.

Parken består af fire Vestas V136-vindmøller, og planen er, at adgang til billig og miljørigtig strøm skal tiltrække yderligere virksomheder til havnen.

Den første mølle er solgt i andele til i alt 360 private småinvestorer, mens de tre øvrige møller er reserverede af virksomheder, som på sigt ønsker at etablere sig på havnen. 

Jyske Bank køber nu én af de reserverede møller for på den måde hurtigt og uden statsstøtte at kunne blive CO2-neutral på elforbrug ved egenproduktion af vedvarende energi, skriver Hirtshals Havnefond og Jyske Bank i en pressemeddelelse.

Banken har fået Finanstilsynets godkendelse til købet og har beregnet, at bankens strømforbrug inkl. eksterne partnere kan dækkes af den strøm, som én af møllerne på Hirtshals Havn kan producere:

-  Vi er meget tilfredse med nu at have solgt en mølle til Jyske Bank. Der er tale om en af de allerede reserverede møller, som vi sælger, og vi får således tilført midler til yderligere udvikling af havnen også på den korte bane. Aftalen med Jyske Bank er, at vi kan købe møllen tilbage til nedskrevet pris, når og hvis nye virksomheder vil etablere sig på havnen og gøre brug af den grønne strøm. På den måde får vi en optimal løsning også i relation til en bæredygtig lokal erhvervsudvikling, forklarer bestyrelsesformand i Hirtshals Havnefond, Jens Peter Lunden.

Handlen mellem Jyske Bank og Hirtshals Havnefond er underskrevet og får effekt fra 1. juli 2020. Det tager et halvt år for en vindmølle at tjene sit eget CO2-forbrug hjem, og Jyske Bank er således allerede pr. 1. juli 2020 CO2-neutral på elforbrug.

- I Jyske Bank vil vi gerne tage vores egen medicin i forhold til det, vi anbefaler vores kunder at gøre. Der er stor fokus på klimaforandringer, og vi har købt en vindmølle, fordi vi gerne vil være med til at reducere CO2-udledningen. For os er det en nulforretning, men det er vi faktisk godt tilfredse med. Hvis man kan bidrage til den grønne omstilling uden udgifter, er det da fornuftigt, siger Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank.

Jyske Bank har fra starten været involveret i projektet, da det er Jyske Bank, der har stået for at finansiere møllerne til en samlet værdi af 120 millioner kroner. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203