23948sdkhjf

Gigant-handel får grønt lys: En million Ørsted-kunder er solgt

En million elnet-kunder i hovedstadsområdet, Nordsjælland og Roskilde-området er blevet solgt af Ørsted til Seas-NVE.

Konkurrencemyndighederne har onsdag godkendt kæmpehandlen af Ørsteds danske forretning til 21,3 milliarder kroner, der blev indgået i september sidste år. Det oplyser Seas-NVE til Sn.dk.

Seas-NVE's administerende direktør Jesper Hjulmand jubler over handlen, der med et slag gør den andelsejede energi- og fibernetkoncern med hovedsæder i Svinninge og Haslev, til landets største energi- og elnet-selskab:

- Den her aftale giver os nogle synergier og nogle muskler, som vi nu skal til at give tilbage til vores kunder og andelshavere. Det kan være i form af lavere nettariffer. Det kan også være i form af en grønnere energi. For med den her størrelse får vi mulighed for at investere i den grønne omstilling, siger Jesper Hjulmand til Sn.dk.

Nyt selskab - nyt navn
Ud over elnet-kunderne i selskabet Radius sælger Ørsted også knap 700.000 private el-kunder og sin udelysforretning. Nu skal en større proces i gang, hvor virksomhederne i løbet af de kommende måneder og år skal smeltes sammen.

Jesper Hjulmand ser gerne, at det nye fælles selskab får et nyt navn, der kan give selskabets 1700 ansatte og dets kunder, en fælles identitet. Det er dog i sidste ende op til Seas-NVE's øverste myndighed: Repræsentantskabet, at beslutte. Det vil ske efter sommerferien.

Radius og Seas-NVE's eget elnet-selskab Cerius forbliver to selvstændige datterselskaber med egne navne.

Radius-kunder bliver medeejere "på sigt"
Cerius's 390.000 kunder ejer som andelshavere Seas-NVE. Det er tanken, at Radius' elnet-kunder på sigt skal have samme status. Hvornår, er dog uklart:

- Når et selskab med 390.000 andelshavere som vores bruger 21,3 milliarder kroner på at købe et selskab med en million kunder, kan vi ikke bare overdrage det hele til Radius kunder fra dag ét. Omvendt kan og vil vi ikke holde dem uden for indflydelse i al evighed. Der vil nu gå en demokratisk proces i gang, hvor der vil blive fundet en løsning på det, siger Jesper Hjulmand.

Salg to år undervejs
Med konkurrencemyndighedernes godkendelse er der sat punktum for en to år lang proces, der begyndte, da Ørsted i juni 2018 annoncerede, at den danske forretning skulle sælges.

Siden bremsede et flertal uden om den daværende VLAK-regering et salg, da Ørsted angiveligt var på vej på udenlandske hænder.

I september blev et køb som godkendt af staten og nu altså godkendt af konkurrencemyndighederne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141