23948sdkhjf

Fri konkurrence skal give flere ladestandere

Regeringen blev sammen med forligspartierne bag energiaftalen i sidste uge enige om at afsætte 75 millioner kroner til primært ladeinfrastruktur i Danmark i 2020. Det er godt. Og der bliver brug for hver en krone. Elbilsalget ser ud til at overstige 10 procent af bilsalget i Danmark i år, og der er udsigt til, at antallet af elbiler kan blive næsten fordoblet i år. Det er selvfølgelig med forbehold for, at bilfabrikkerne kommer op at køre inden for kort tid – en del er lukkede i øjeblikket som følge af coronakrisen. Derfor skal der hurtigt opstilles flere ladestandere, og det hjælper puljen med til.

I længden skal det selvfølgelig være virksomhedernes investeringer – frem for offentlige puljer – der driver opstillingen af ladestandere. Frem til 2030 skal branchen investere mellem 3 og 4 milliarder kroner i offentlige ladestandere, og hertil kommer investeringer i private ladestandere hjemme i indkørslerne hos alle de nye elbilejere.

Investeringer i den størrelsesorden er ikke et problem, så længe der er udsigt til, at forretningsmodellen fungerer, så omsætningen på ladestanderne kan finansiere investeringen. Det er her, vi endnu ikke kender fremtiden. Virksomhederne tjener ikke penge på at drive offentlig opladning af elbiler endnu, og det eneste vi er helt sikre på er, at det kræver mange flere elbiler, før det for alvor bliver en god investering at sætte offentlige ladestandere op. Derfor er der stadig brug for støtte fra statslige puljer.

Det meste af opladningen af en elbil sker hjemme hos elbilisten selv. Opladning langs motorveje mv. udgør typisk 10 procent af en elbilists elforbrug, eller mindre. Derfor er det afgørende for elbilister at få en god og billig måde at oplade elbilen hjemme, dernæst at have adgang til et veludbygget offentligt netværk af ladestandere og som det tredje at betale en lav pris for opladning i det offentlige rum.

At opbygge et tæt netværk af offentlige ladestandere er dyrt, og derfor har kun få virksomheder valgt at foretage den investering. Der er få elbiler til at bruge og betale for netværket og selve elforbruget i ladestanderne er den mindste del af udgifterne, mens det koster at opstille og servicere dem. I Dansk Elbil Alliance har vi beregnet, at det koster mere end 7 kr., exkl. moms at sælge en kWh til en elbil på en offentlig ladestander, heraf er 1 krone udgiften til el. De andre udgifter er faste udgifter, som er de samme uanset, om nogen bruger ladestanderen eller ej.

Hvis man regulerer prisen for opladning af elbiler og eksempelvis sætter et loft over prisen, så risikerer man, at de få som i dag investerer ladestandere stopper med at investere, og at ingen nye virksomheder melder sig på banen. Det skaber ingen konkurrence, og det vil betyde alt for få ladestandere til at dække behovet hos kommende elbilejere.

Derfor har elbilbranchen foreslået, at Vejdirektoratet kan være med til at fremme udbygningen af ladenetværket ved at foretage nogle af de dyre investeringer, især tilslutningen til elnettet på rastepladser langs motorvejsnettet og derefter leje dem ud til ladestanderoperatører. Det vil gøre det attraktivt for alle at investere mere i ladestandere. Samtidig er Vejdirektoratet i sin gode ret til at stille krav om tilgængelighed mm. for opladning til kunder, der ikke har abonnement.

Fri konkurrence skal sikre, at verdens bedste ladenetværk bliver endnu bedre - med mange flere ladestanderudbydere, med flere og mere attraktive betalings- og abonnementsløsninger for kunderne, og så skal tilgængeligheden selvfølgelig være så god og transparent som muligt.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11