23948sdkhjf

Grøn varme er guld for genopretningen af dansk økonomi

Med Danmark der igen åbner oven på coronakrisen, kan vi begynde at kigge fremad.

Klimaudfordringen kræver fortsat vores fulde opmærksomhed, mens en genopretning af dansk økonomi nu også er en altoverskyggende opgave.

Dansk Fjernvarme er af den holdning, at de to udfordringer kan løses samlet. En genopretning af dansk økonomi skal tænkes sammen med en genopretning af vores klimabalance. Vi kan skabe titusinder af grønne job og få sat gang i de økonomiske hjul, samtidig med vi efterlever Folketingets klimalov om 70% CO2-reduktioner i 2030 sammenlignet med 1990.

Det politiske system må og skal tænke grøn varme ind i den løsning.

Varmesektoren kan levere næsten halvdelen af de påkrævede reduktioner, så Danmark kan efterkomme sine klimamålsætninger. Opfylder vi det potentiale, vil det også åbne op for nye anlægs- og byggeriopgaver, der vil kaste grønne job af sig og stimulere den danske økonomi. En ren win-win-situation, som man siger på moderne dansk.

Dansk Fjernvarme har derfor senest præsenteret en stribe politikere og beslutningstagere for vores strakspakke med tiltag, der kan påbegynde den grønne udvikling og skabe grønne job.

Navnlig udskiftningen af olie- og naturgasfyr, der i dag opvarmer godt 500.000 danske boliger, er et af de tiltag, som vil have en enorm positiv virkning på både klima og økonomi.

Som Klimarådet allerede anbefalede i sin seneste rapport fra marts var konverteringen af olie- og gasfyr det naturlige første skridt at tage i retningen mod 2030-målet. En opgave der ligger lige for at tage fat på, med betragtelige CO2-reduktioner til følge. AE-rådet estimerer i samme ombæring, at konverteringsarbejdet vil kaste mellem 20.000-30.000 nye grønne job af sig.

Det vil være job i anlæg og byggeri, når fjernvarmenettet skal udvides, og der vil være job til håndværkere og installatører, fordelt over hele landet. Mange offentlige bygninger opvarmes i dag også med fossile brændsler, og også her vil det være helt oplagt at tage fat og sikre grønne varmeløsninger. Et tiltag der ligeledes har positive effekter på både klima og økonomi.

Rigtig mange af Dansk Fjernvarmes medlemmer er klar til at gå i gang med det store konverteringsarbejde, men befinder sig i venteposition på grund af usikre politiske rammevilkår, der desværre har en afholdende effekt på nye investeringer i grøn varme.

Dels er der en udfordring med samfundsøkonomiske beregninger, der skal være på plads for at sætte arbejdet i gang. Det opgøres i dag alt for billigt at udlede CO2, hvorfor mange konverteringsprojekter til grøn fjernvarme bliver forhalet i klagesager – eller slet ikke bliver forsøgt gennemført. Som Klimarådet anbefaler, skal de forudsætninger opdateres.

Men mindst lige så afgørende afventer mange af vores medlemmer udfaldet af Forsyningstilsynets anbefalinger til ny økonomisk regulering af bl.a. varmesektoren.

Som branche er vi alvorligt bekymrede for, at anbefalingerne vækker tidligere tiders skræmmeeksempler på New Public Management-værktøjer til live, hvilket indebærer indtægtsrammer og såkaldt benchmark-regulering. Med andre ord: Ensidigt fokus på besparelser.

Besparelser er det sidste klimaindsatsen endsige beskæftigelsesindsatsen trænger til. Snarere det modsatte. Vi trænger til mod. Vi trænger til investeringer. Vi skal have sat skub på den grønne udvikling, og det skal ske nu.  

Med besparelser og forsimplede regnearksøvelser ender man med at kvæle den indsats, der skal få Danmark på rette fode igen. Og det vil ingen være tjent med.

 

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188