23948sdkhjf

Første dråber fra nyt vandværk rammer forbrugerne

Byggeriet af det nye vandværk i Snekkersten har været undervejs siden sommeren 2018.

Bygningerne og de tekniske installationer har stået færdig et stykke tid og efter en periode med indkøring, tests og analyser af drikkevandet, er produktionen nu så optimal, at værket er begyndt at sende drikkevand ud til kunderne.

De første dråber blev sendt afsted i forbindelse med påsken.

- Vi stiller høje krav til forsyningssikkerheden og kvaliteten af vores drikkevand. Med det nye Snekkersten Vandværk indfører vi ny teknologi, der lever op til højeste fødevarestandard med forbedret hygiejne og reduceret risiko for forurening. Dermed er vi med til at fremtidssikre produktionen af sundt og rent drikkevand for de næste generationer, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør.

Det nye Snekkersten Vandværk skal forsyne kunder i Snekkersten, Espergærde og bykernen i Helsingør med rent drikkevand. Værket er bygget som afløser for de gamle værker i Snekkersten og Espergærde, der forventes taget ud af drift i løbet af de næste par måneder – hvorefter de bliver revet ned.

Velafprøvet teknologi mindsker risiko for forurening
På det nye vandværk indføres ny, men samtidig velafprøvet teknologi, der lever op til fremtidens skærpede krav til sikkerhed, hygiejne og fødevarekvalitet.

Rentvandstankene er lukkede og udført i rustfrit stål, og samtidig placeres de frit over jorden. Dermed mindskes risikoen for urenheder og forurening af vandet – og det er lettere at vedligeholde tankene.

Alle processer foregår i lukkede enheder. Det gælder både iltnings- og filtreringstanke. Dermed øges den generelle hygiejne omkring produktionen af rent og sundt drikkevand.

Det nye værk er integreret i terrænet og bruger delvis den naturlige niveauforskel til at lede vandet gennem de forskellige processer.

Efter sommerferien – og coronakrisen – når nedrivningen af det gamle værk og terrænarbejdet er afsluttet, forventes det nye vandværk at blive indviet officielt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093