23948sdkhjf

Vandværker midt i en coronatid

I de her dage tænker jeg meget på forsyningssektorens enormt store betydning for samfundet. Vi lever i et land, hvor vi er så heldige, at vi kan tage el, vand og varme for givet, ligesom vi også tager det for givet, at alt fungerer som vanligt under særdeles usædvanlige forhold.

Trods bekymrende artikler om udviklingen i corona og dansk økonomi læser jeg i medierne heldigvis også om virksomheder, der klarer sig fornuftigt her under krisen ved, at den enkelte medarbejder yder en ekstra indsats ”hver for sig”. De mange vandværker rundt om i landet er bestemt ingen undtagelse, for vi skal fortsat sikre rent drikkevand til danskerne – ikke mindst i en corona-tid.

I kampen mod corona er sprit og håndvask nogle af de vigtigste våben, men hvis ikke der er vand i hanen, nytter rådet om flittig håndvask jo ikke ret meget.

Danske Vandværker har sammen med KL og DANVA leveret oplysninger til Rigspolitiet og myndigheder, der vurderer situationen og vandsektorens mulighed for at fastholde en stabil drikkevandsforsyning og håndtering af spildevand. Vand er selvfølgelig en vigtig del af det nationale beredskab, og også it-sikkerhed er et issue, som vi alle skal være ekstra opmærksomme på i disse dage. For ifølge myndighederne er der større risiko for at blive udsat for et cyberangreb her under corona-krisen. Så vi skal træde ekstra forsigtigt, når nu mange af os passer vores arbejde hjemmefra.   

Som brancheorganisation for landets vandværker har vi selvfølgelig også indrettet et særligt område på vores hjemmeside med corona-nyt til vandbranchen, for der er nogle ting, der især er vigtige at tage højde for på vandværket lige netop nu. Hvad gør man for eksempel, hvis nøglepersoner bliver syge, og er der styr på beredskabet? Vi har derfor opfordret vandværkerne til at give deres beredskabsplaner et ekstra tjek, så vi sikrer, at vandet også i denne tid kommer sikkert ud til forbrugerne.

Vi har også udarbejdet en liste med gode råd og tiltag, som vandværkerne kan sætte gang i for at sikre den fortsatte drift af vandværket. Der skal jo være masser af vand i hanerne, så vi alle kan få vasket vores hænder hyppigt. Men udover de sundhedsmæssige aspekter af corona har der også været mange tilkendegivelser og bekymringer i forbindelse med den danske økonomi. Hos vores virksomhedsmedlemmer har der helt naturligt været en bekymring over det bratte stop i ordrebogen. Heldigvis er der mange drifts- og vedligeholdelsesopgaver på vandværkerne, som helt fint kan løses uden, at leverandørerne kommer i kontakt med andre personer. Der er endda mange fordele ved at bestille drifts- og vedligeholdelsesopgaver lige nu: Det holder hjulene i gang i virksomhederne, vandværket bliver holdt i tip top tilstand, og så undgår vi flaskehalse i opgaveløsningen, når tilstandene igen bliver normale.  Vi har derfor spurgt virksomhedsmedlemmerne, hvilke opgaver der kan løses i den nuværende situation. Og vi har fået mange gode input til, hvordan der kan holdes gang i hjulene i vandbranchen. Forslagene dækker alt lige fra styring af vandværket til prøvetagning af vand, og alle opgaver kan naturligvis udføres under hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at vaske eller spritte hænder samt holde god afstand til andre mennesker.

I Danske Vandværker ser vi det som essentielt, at drikkevandet fortsat kontrolleres, da det nu er vigtigere end nogensinde før, at vandet i hanen er af første klasses kvalitet. En forurening kunne potentielt føre til et endnu større pres på landets sygehuse – både ved sygdom relateret direkte til forureningen, men også indirekte gennem svækkelse af et menneskes immunforsvar og dermed en større disponering for COVID-19. Og det må ikke ske.

Jeg synes, at alle ude på landets vandværker fortjener en stor tak for den kæmpe indsats, de yder for, at vi andre kan have rent drikkevand i vores haner.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111