Nu har Hofor (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) og Frederiksberg Forsyning fået officiel tilladelse til at anlægge den 1,3 mk lange Kalvebod Brygge Skybrudstunnel fra Gl. Kongevej/Vodroffsvej til Kalvebod Brygge med udløb i Københavns Havn.
- Vi er meget glade for tilladelsen til dette projekt, som er en helt central brik i det store puslespil, som vi i disse år lægger for at kunne lede skybrudsvand væk fra byens overflader, siger projektleder i Hofor Marius Andersen Bruce i en pressemeddelelse om projektet.
Tunnelprojektet, der er en del af sikringen af København og Frederiksberg mod oversvømmelser efter skybrudshændelser, forventes at stå helt færdigt i 2025.
Projektet har været i offentlig høring ad flere omgange, og senest har en rapport om konsekvenserne for miljøet samt et udkast til VVM-tilladelse været i offentlig høring fra oktober til december 2019.
Efter er par mindre justeringer er projektet nu blevet endeligt godkendt af Frederiksberg og Københavns Kommuner samt af Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen.
Tre byggepladser
Tunnelen, der bliver 1,3 kilometer lang og skal løbe cirka 17 meter nede i jorden, får etableret tre midlertidige arbejdsskakte med tilhørende byggepladser, hhv. ved Vodroffsvej/ Gl. Kongevej, ved Gasværksvej/Halmtorvet, og ved Kalvebod Brygge 45.
- Borearbejdet vil ske fra skaktene i hver ende og i retning mod skakten i midten ved Halmtorvet, hvor boremaskinerne efter endt arbejde hejses op. Den største byggeplads etableres ved Kalvebod Brygge på en midlertidig opfyldning i havnen, siger Marius Andersen Bruce.
Inden den første byggeplads etableres på Hamtorvet lige ved Gasværksvej i juli, vil der skulle ske omlægning af nogle rør og ledninger under jorden. Dette arbejde går i gang i april. De to andre byggepladser etableres først i løbet af 2021.
Når projektet er færdigt i 2025, vil der ikke være synlige spor på overfladen bortset fra en flot designet pumpestation ved Kalvebod Brygge.