23948sdkhjf

Region Hovedstaden investerer 27 millioner i energirigtige løsninger

Tre hospitaler får over 27 millioner kroner til nye smarte energiløsninger, såsom installering af solceller, grundvandskøling, grønne tage, varmepumper og et køleanlæg drevet af fjernvarme.
Hvorfor henter vi ikke vand fra en nærliggende sø til at køle vores bygninger og bruger solceller til at drive vandpumperne, så det hele bliver energineutralt?

Sådan tænkte kloge hoveder på Bornholms Hospital og indleverede en ansøgning til Region Hovedstadens pulje for bæredygtige løsninger. Nu har hospitalet på Bornholm sammen med Gentofte Hospital og Hillerød Hospital tilsammen fået over 27 millioner kroner til deres grønne ideer.

Pulje skal kickstarte ideer og hjælpe klimaet
Puljen skal bruges til at kickstarte bæredygtige ideer inden for blandt andet opvarmning, køling, ventilation, lyskilder, apparatur, vandforbrug, spildevand og affald, og løsningerne skal især nedbringe klimabelastningen fra hospitalerne.

Formanden for Region Hovedstadens miljø- og klimaudvalg, Lars Gaardhøj (S) er begejstret for de udvalgte projekter.

- Hver især viser de, at Region Hovedstadens hospitaler tager udfordringerne på klimaområdet alvorligt. Der er tænkt nyt, smart og innovativt og de indkomne forslag vidner om, at potentialet er stort på hospitalerne, siger Lars Gaardhøj.

De udvalgte projekter er:
  • Gentofte Hospital: 8,9 millioner kroner til etablering af grundvandskøling, montering af solceller og forsøg med grønne tage på hospitalet. Køling med grundvand skal erstatte eksisterende kølemaskiner, solcellerne skal lave strøm til at oplade hospitalets trucks, og de grønne tage skal vise, om det kan lade sig gøre at reducere eller forsinke regnvandet, så det ikke belaster kloakken så meget.
  • Bornholms Hospital:13,1 millioner kroner til etablering af søvandskøling med solceller til at drive pumperne. Anlægget bliver energineutralt og skal erstatte et eksisterende køleanlæg. Ventilationen i tre bygninger udskiftes eller renoveres også, forsynes med varmepumper og styres efter luftfugtighed, rumtemperatur og CO2-indhold. Der skal også LED-belysning op flere steder på hospitalet.
  • Hillerød Hospital: 5,2 millioner kroner til Hillerød Hospital, som vil køle en række bygninger ned med et centralt køleanlæg, der drives af fjernvarme. På den måde spares der CO2-udledning, fordi fjernvarmen produceres ved hjælp af biobrændsel og kraftvarme. Projektet skal også belyse mulighederne for at lave sådan et anlæg på det nye store hospital i Nordsjælland.
Samlet set vil de tre projekter spare næsten fire millioner kroner om året på kontoen for strøm, vand og varme, og heraf får hospitalerne lov til at beholde halvdelen på deres driftsbudgetter.

At tænke grønt er ikke en udgift
- Projekterne understreger endnu en gang, at det at tænke grønt ikke er en udgift, men tværtimod giver en sund økonomi. Og med disse projekter viser vi også, at selvom der naturligt nok er megen fokus på de nye hospitalsbyggerier, så er der forsat rigtigt meget at vinde ved konstant at nytænke det eksisterende byggeri. Vi kan kort sagt både gøre noget godt for klimaet og for pengepungen, siger Lars Gaardhøj (S).

Seks spareprojekter har også fået penge
I samme åndedrag har regionsrådet i Region Hovedstaden også givet Hillerød Hospital, Bispebjerg Hospital og Bornholms Hospital lov til at låne over 16 millioner kroner til energibesparende projekter. Det handler primært om at skifte el-frådsende udstyr ud med mere energiøkonomisk udstyr, og vil årligt give Region Hovedstaden en samlet besparelse på over 3 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156