23948sdkhjf

Er den grønne omstilling i karantæne?

Corona har ramt os hårdt. Det meste af verden er lukket ned, der er en kraftig opbremsning i den økonomiske aktivitet og flere mister deres job. Lige nu ved vi ikke, hvor vi ender, og hvor galt det går.

På kort tid har coronakrisen vist en positiv effektivt på CO2-udledningerne verden over, men det er på et trist og forkert grundlag. Selvom tallene går i den rigtige retning, er det forventningen, at krisen vil påvirke og forsinke den grønne omstilling, ligesom den gør med alt andet lige nu.

Det er meldt klart ud fra regeringen: Corona kommer før klima, og klimapartnerskabernes levering af anbefalinger er blevet nedtonet markant, fordi andet er vigtigere lige nu.

Men vi behøver ikke gå i stå. Coronakrisen behøver ikke forsinke den grønne omstilling. Vi skal holde blusset i let kog, så vi er klar til at sætte fuldt tempo, når krisen er ovre.

Faith Birol, øverste chef hos International Energy Agency (IEA), kalder på, at regeringer og den internationale finansverden skal sikre, at de finansielle genopbygningsplaner skal være bæredygtige. Vi skal udnytte situationen og se den som en mulighed. Vi skal ikke kun fokusere på truslen og vente på, faren driver over - vi skal udnytte tiden og skrue ambitionerne i vejret.

Et af vores mantraer som dansk energiklynge er, at vi skal skabe vækst og beskæftigelse via den grønne omstilling. Det har ikke ændret sig. Vi kan udnytte tiden til at orientere os i klimapartnerskabernes anbefalinger, vi kan forberede nye innovationsaktiviteter og opbygge konsortier, der er klar til at sætte gang i nye projekter, når krisen er ovre. Mange virksomheder har naturligvis fokus rettet mod at holde sig i live og sikre den daglige drift, men vi kan stadig hjælpe med at kigge fremad og forberede os på at løbe stærkt igen, når banen åbner.

Bolden ligger hos dem, der fremadrettet skal placere investeringerne. Når der skal pumpes penge ud i samfundet, for at sætte hjulene i gang igen, bliver det vigtigt at fokusere på de rigtige projekter, så vi fortsætter omstillingen til grøn energi. Den grønne omstilling skal være vejen tilbage til vækst og beskæftigelse, og måske kan de aktuelle fald i CO2-udledningen blive det vendepunkt, der øger motivationen og sikrer et endnu højere tempo på den anden side.

Hele verden står sammen og viser handlekraft. Det kan blive en gamechanger, hvis den handlekraft og det stærke sammenhold kopieres over på klimaudfordringerne, når der skal pumpes milliarder ind i en genstart af den globale økonomi.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094