23948sdkhjf

FFV investerer i varmepumpe og gaskedel

De gamle olie- og gaskedler på L. Frandsensvej i Faaborg er snart en saga blot.

Her har FFV Energi & Miljø ellers haft reserve- og spidslastcentral i årevis, mens hovedforsyningen har været drevet fra den gamle kedelcentral på Sundvænget.

Men den del får også snart ende. 

FFV Energi & Miljø har nemlig besluttet sig for at samle hovedforsyningen på L. Frandsensvej. Særligt fordi man netop har investeret i en 10,5 MW varmepumpe samt en ny gaskedel. Varmepumpen skal i fremtiden fungere som hovedforsyning, da den skal dække 95 procent af varmebehovet. Gaskedlen skal erstatte den eksisterende spids- og reservelast-kedel. Der er dog skaleret lidt op på størrelsen, da der skal være reservekapacitet til at dække hele behovet, hvis varmepumpen er ude af drift.

Selvom selskabet fraflytter den gamle kedelcentral på Sundvænget og rykker hovedforsyning og spidslast sammen på L. Frandsensvej, beholder man kraftvarmeværket på Sundstien indtil videre.

Kraftvarmeværket anvendes til at producere el og varme ved hjælp af motorer drevet på naturgas, og anvendes kun, når der er mangel på el i elnettet og priserne derfor er høje. Salget af el medvirker dermed til at sænke varmeprisen.

Ikke tilfældigt
For at der kan blive plads til både varmepumpe og gaskedel i det, der engang var en gammel genbrugsstation, skal den eksisterende bygning bygges om. Der skal ligeledes opføres bygninger til varmepumpen.

Kombinationen af en varmepumpe og en gaskedel er nøje udvalgt.

- Vi har sammen med PlanEnergi undersøgt alle muligheder. Sol, flis, varmepumper, biomasse. Og det her er den optimale løsning for os, siger administrerende direktør Christian Møller.

Hele projektet leveres af Verdo Energy Systems og alle anlæg skal være klar til idriftsættelse inden udgangen af 2020.

Ny transmissionsledning
Inden den nye varmepumpe flytter ind på L. Frandsensvej skal der etableres en transmissionsledning fra L. Frandsensvej og ned til Vestergade, da de eksisterende ledninger i byen ikke er store nok til at sikre en god varmefordeling.

Arbejdet med gravning og lægning af transmissionsledningen er allerede startet op og ventes at være fuldført i maj.

Transmissionledningen udgør, med et samlet budget på syv millioner kroner, kun en lille del af det samlede projekt.

Samlet set investerer FFV 100 millioner kroner.

Forsidefoto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering/Skraafoto

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062