23948sdkhjf

Dansk støtte til FNs initiativ om bæredygtig energi for alle

Den nye udviklingsminister har besluttet at Danmark økonomisk og politisk skal støtte op om FNs Sustainable Energy for All - SE4All.
Mere end 1,3 milliarder mennesker mangler i dag adgang til elektricitet. Dobbelt så mange er afhængige af at bruge brændselsformer i opvarmning og husholdningen, der medfører et så dårligt indeklima, at næsten 2 millioner mennesker årligt dør af luftvejssygdomme.

Samtidig betyder afhængigheden af olie og kul, at CO2-udledninger stiger og verdens temperaturer stiger. Den manglende adgang til energi gør også en bæredygtig økonomisk udvikling meget vanskelig for verdens fattigste lande.

Bæredygtig Energi for alle
Det vil FN’s generalsekretær, sydkoreanske Ban Ki-moon, gøre noget ved. Han har i forbindelse med FN’s Generalforsamling i sidste måned i New York lanceret sit nye initiativ om Bæredygtig Energi for Alle (Sustainable Energy for All – SE4All), skriver Udenrigsministeriet.

Initiativet indeholder et nyt internationalt mål for bæredygtig energi i form af tre delmålsætninger: Adgang til elektricitet for alle; en fordobling af energi-effektiviteten på globalt plan og en fordobling af andelen af vedvarende energi i den globale energi-sammensætning. Alle tre mål skal være opnået i 2030.

Økonomisk & politisk støtte
Udviklingsminister Christian Friis Bach har umiddelbart efter sin tiltrædelse besluttet, at Danmark både økonomisk og politisk skal støtte op om Generalsekretærens initiativ.

- Den danske regering har sat et ambitiøst mål for at den danske energiforsyning skal komme fra vedvarende energi i 2050, men vi vil også bidrage til at skaffe ren energi til de over to milliarder mennesker i verdens fattige lande, der ikke har det, siger udviklingsminister Christian Friis Bach og fortsætter:

- Det er kvinder, der bruger timer på at samle brænde og bliver syge, fordi de laver mad over røgfyldte bålsteder. Det er børn, der ikke kan læse lektier, fordi de ikke har elektrisk lys. Skaffer vi ren energi til alle giver det både udvikling, vækst, arbejdspladser og et positivt klimabidrag. Her vil vi yde et stærkere bidrag, siger udviklingsministeren.

Højniveaugruppe for bæredygtig energi
FN-generalsekretærens initiativ inddrager regeringer, den private sektor, internationale organisationer og NGO’er i arbejdet med at opnå målet om bæredygtig energi til alle.

Initiativet har desuden ledt til oprettelsen af en ny højniveaugruppe for bæredygtig energi for alle. Gruppen består bl.a. af direktører fra store internationale energivirksomheder, herunder Ditlev Engel (Direktør for Vestas) og skal frem mod konferencen for bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro i juni næste år særligt mobilisere og aktivere den private sektor som en del af løsningen.

Regeringen offentliggør det danske bidrag til SE4ALL på 5,3 mio. kr. samtidig med, at generalsekretær Ban Ki-moon er på besøg i København i denne uge.
Læs mere om: fn
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125