23948sdkhjf

En million til varmepumpe-nørderi: Nye pumper under udvikling

Turnaround-processen hos varmepumpeproducenten DVI Energi er nu så fremskreden, at ejerkredsen mener, at tiden er moden til at udvikle nye varmepumpeløsninger.

I den forbindelse er 2020 startet mere end godt ud.

DVI Energi har hentet ikke mindre en 1 million kroner i støtte til udviklingen af en ny propan-varmepumpe.

- I DVI Energi er vi meget taknemmelige for at vores ansøgninger er blevet godkendt. Vi er på vej ud af en turnaround, og de bevilligede midler skaber et solidt fundament for udviklingsarbejdet, siger direktør hos DVI Energi Ken Thon.

Elforsk og landdistriktvækstpilot
DVI Energi har altså så småt sat hjulene i gang under udviklingstoget.

Der skal udvikles en ny propan-varmepumpe tilpasset danske forhold.

En idé, der øjensynligt er så god, at Elforsk har valgt at kaste 774.825 kroner efter projektet, mens Landdistriktsvækstpilot i regi af Innovationsfonden har bevilliget 300.000 kroner.

Pengene fra Innovationsfonden skal gå til ansættelse af en ny medarbejder, der skal være en væsentlig bidragsyder til udviklingen af varmepumpen.

Projektet, der gennemføres i samarbejde med Aalborg Universitet, løber frem til starten af 2021.

Bøvlfri løsninger
Siden DVI Energi blev stiftet i 1979 er der altid blevet nørdet i nye varmepumpeløsninger. Igennem årene har virksomheden udviklet forskellige løsninger inden for miljøvenlig opvarmning.

Men Ken Thon og DVI Energi har ingen ønsker om at udvikle alene.

Strategien i DVI Energi er nemlig at accelerere den grønne omstilling ved at etablere partnerskaber med virksomheder, som sammen med DVI Energi kan skabe enkle løsninger, som reducerer CO2-udslippet.

- Vi er i dialog med flere aktører, dels universiteter og forskellige virksomheder, som har fokus på udvikling indenfor varmepumpeløsninger og CO2-reduktion, fortæller Ken Thon og tilføjer:

- Populært sagt ønsker vi, at vores løsninger skal være bøvlfri for vores kunder. Det er afgørende for os, at vores udviklingsprojekter altid medfører bedre løsninger for kunderne, som understøtter den grønne omstilling. Og så skal der naturligvis være et marked for løsningerne.

Mere end propan
Der er meget mere på tapetet hos DVI Energi end udviklingen af den nye propan-varmepumpe.

- Det drejer sig om udviklingen af en boligvarmepumpe, som kun kører på grøn strøm fra nettet. Det andet projekt involverer vores store varmepumpeløsninger, som skal integreres med et varmelager, fortæller Ken Thon.

Han er allerde i dialog med aktører på begge områder, men er stadig i ansøgningsfasen.

- Vi håber og tror på, at projekterne bliver realiseret her i foråret. Begge projekter er i god synergi med udviklingen af vores nye propan-varmepumpe, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157