DI støtter den grønne omstilling af økonomien og ser positive elementer i det regeringsgrundlag, den nye SRSF-regering har fremlagt.
For erhvervslivet er det afgørende, at der skabe langsigtede og stabile rammer for klima- og energipolitikken. Ikke mindst af hensyn til fremtidige investeringer og konkurrencevilkår.
- Derfor er det vigtigt, at der bliver indgået et hurtigt og bredt energiforlig i Folketinget inden årets udgang, siger DI-direktør Tine Roed.
Konkret foreslår regeringen, at Danmarks udslip af drivhusgasser i 2020 reduceres med 40 pct. i forhold til niveauet for 1990, og der fastsættes også mål for reduktion af drivhusgasser fra den ikke-kvotebelagte sektor.
DI afviser ikke en større indsats i 2020 gennem for eksempel øgede energieffektiviseringer.
- Men det er afgørende at man holder hånden under danske virksomheders konkurrenceevne og arbejdspladser i landet, siger Tine Roed.
Regeringen påpeger, at virksomheder uden for de grønne brancher på kort sigt kan blive pålagt stigende energiudgifter, men lægger vægt på, at virksomhederne i de konkurrenceudsatte erhverv får tid til at tilpasse sig. Det vil DI holde regeringen op på, og pointerer det vigtige i, at klimaindsatsen bliver global.
- Derfor bør den nye regering arbejde for at få fælles fodslag i EU og FN, så vi ikke får en dansk enegang, siger hun.