Klimaministeren udpeger Energinets nye interessentforum
Dan Jørgensen har udpeget et nyt interessentforum for Energinet, der med viden om alt fra klima og energiplanlægning til forbrugerforhold skal vejlede Energinets ledelse de næste to år – blandt andet i forhold til selskabets strategier og investeringer.
- Energinet får brug for et stærkt interessentforum med øje for de udfordringer, der kan opstå, når vores energisystem skal omstilles til grøn energi. Jeg har derfor valgt en ekspert i fremtidens energisystemer til at lede forummet, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.
Det bliver energiforsker Birte Holst Jørgensen, der som formand skal stå i spidsen for arbejdet med at forene de mange forventninger og perspektiver på Energinets virksomhed fra bl.a. gas-, el- og varmesektoren.
Som del af det nye interessentforum udpeges også professor og klimaekspert Peter Birch Sørensen. Med en baggrund som formand for Klimarådet skal han bidrage til forummets kvalificerede fokus på klimaspørgsmål.
FAKTA Klima-, energi- og forsyningsministeren udpeger et rådgivende interessentforum for Energinet jf. § 8 i lov om Energinet. Forummet består af en formand og mellem 20-30 medlemmer, der repræsenterer et bredt udsnit af interessenter i Energinets virksomhed. Interessentforummet mødes 1-2 gange årligt og afgiver udtalelser til ledelsen af Energinet om Energinets overordnede strategier og planer for at understøtte driften af selskabet. Forummet behandler bl.a. Energinets årsrapport, deres strategiplan og deres investerings- og finansieringsplan. De menige medlemmer af Energinet interessentforum udpeges af ministeren efter indstilling fra en lang række organisationer, herunder både brancheorganisationer og interesseorganisationer. Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet Medlemmer pr. 1. januar 2020 Medlemmer pr. 1. januar 2020:Ministeren har foruden formanden udpeget 25 menige medlemmer for den kommende udpegningsperiode efter indstilling fra forskellige organisationer:
|