23948sdkhjf

Brønderslev Kommune gør klar til elbiler

Better Place kommer til Brønderslev Kommune. Borgmester Lene Hansen underskriver tirsdag samarbejdsaftalen, der åbner op for ladestandere i Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup.
Borgmester Lene Hansen underskriver på tirsdag en samarbejdsaftale med elbiloperatøren Better Place. Dermed skaber kommunen grundlaget for, at elbiler fremover kan blive en naturlig del af gadebilledet.

Brønderslev skal være i front med miljørigtige løsninger
Brønderslev Kommune har som klimakommune forpligtet sig til at reducere udledning af CO2 med 2% årligt de næste 25 år, og bl.a. kommunens kørsel er et område, der skal bidrage til reduktionen. Derfor vil elbiler kunne medvirke til, at kommunen når sit mål:

- Jeg har fra starten af min borgmestertid ikke lagt skjul på, at jeg meget gerne ser Brønderslev Kommune være i front, når det gælder miljørigtige løsninger. Nu får vi muligheden for at være klar med ladestandere, når de første elbiler ruller ind i Brønderslev. Og jeg ser meget gerne, at den kommunale bilpark i højere grad skifter fra almindelige biler til elbiler, fortæller borgmester Lene Hansen.

Hun er samtidig glad for, at løsningen fra Better Place er en såkaldte intelligent opladning:

- Det betyder, at CO2-neutral strøm fra vindmøller er med til at give strøm til elbilerne. På den måde udnyttes det grønne potentiale optimalt.

2-4 ladestandere på vej
I første omgang foreslår man fra Miljø- og Teknikforvaltningen, at der opstilles 2 ladestandere i Brønderslev by og eventuelt Hjallerup og Dronninglund. Hver ladestander kan forsyne to biler med strøm, og det er firmaet Better Place, der bærer alle udgifter til ladestandere, opstilling og vedligehold.

Hos Better Place glæder man sig over at der nu også bliver stillet ladestandere op i Brønderslev Kommune:

- Med samarbejdsaftalen giver vi borgerne i Brønderslev og omegn de bedste forudsætninger for at skifte til elbil. Lokalkendskabet fra kommunens eksperter gør, at vi kan placere de offentlige ladestandere, hvor de gør allermest gavn for de kommende elbilister. Forhåbentlig får det rigtig mange i kommunen til at se nærmere på de moderne elbiler, som lige nu ruller ud på de danske veje, fortæller Thomas Hedegaard, forretningsudviklingschef i Better Place.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094