23948sdkhjf

Fra søjletænkning til sektorkobling: P2X sikrer sammenhæng i energisystemet

Klimaet er på alles læber – og Danmark er tilbage i verdenseliten når det gælder den grønne omstilling, og stor set hele folketinget tilslutter sig 70pct.-målet.

Det er godt, og lige nu forhandles der på Christiansborg om den klimalov, der skal danne rammen for indsatsen, og snart ligeså om den klimahandlingsplan, der skal opfylde målene. Men skal den store politiske vilje omsættes til konkrete resultater, er det afgørende, at vi endelig begynder at sammentænke de forskellige energisektorer. Vi kan ikke se energi, transport, landbrug, og forsyning som uforbundne øer. Onde tunger vil sige, at det er prøvet før, med i bedste fald begrænset succes. Og det er sandt. Men denne gang er det alvor. Skal omstillingen lykkes, skal siloerne væk, og energisystemet skal tænkes sammen, og i den nye nye klima- og energipolitiske virkelighed hedder den grønne ABC P2X.

I kampen for at nå 70 pct.-målet er der meget, der er svært. Et lidet overraskende faktum for en så omsiggribende samfundsomstilling, som den grønne omstilling er. Men der er ikke alt, der er svært. For en ting der står lysende klart er, at vi skal producere meget mere grøn energi. Rigtigt meget mere. For udgangspunktet for et fuldstændigt bæredygtigt energisystem er vedvarende energi – og i Danmark er det primært havvind. Massive mængder havvind. Og selvom vi har mere havvind nu end nogensinde før, skal vi have meget mere. For nyligt offentliggjorde Det Internationale Energiagentur IEA en ny rapport om havvind, der viser, at der er potentiale til at opfylde verdens årlige elbehov endog flere gange med havvind. En betydelig del af dette potentiale ligger i Danmarks baghave. Vi skal udnytte de enorme muligheder, vi har for vedvarende energi i Nordsøen, for kun på den måde, kan vi støbe det fundament, der gør den grønne omstilling mulig, nemlig en massiv produktion af grøn energi.

Fra siloer til sammenhæng
At hente massive mængder VE i Nordsøen er der formentlig og forhåbentlig relativ politisk enighed om. Det må, og skal være rygraden i den fremtidige danske energiforsyning. Men herfra bliver det mere kompliceret. For vi skal også kunne bruge strømmen og integrere den fornuftigt i det fremtidige energisystem. Og der bliver tale om massive mængder grøn strøm, som hverken kan, eller skal opsuges i elforbruget. Omkostningerne til udbygning af elnettet vil være enorme, vi vil se langt flere master i landskabet end dem, der i disse dage endnu engang diskuteres i det Vestjyske, og vi vil frem for alt ikke bruge energien bedst muligt. Derfor er vi nødt til at have en plan for at bringe energien – ikke nødvendigvis strømmen - i land. Og med storskala konvertering af strømmen gennem Power-to-X- kan vi konvertere de massive energimængder fra Nordsøen til noget mere nyttigt og værdifuldt end el, i første omgang via elektrolyse til brint. Brinten kan så bruges i sin rene form i eksempelvis transportsektoren, eller videreforædles til gas, grøn ammoniak, metanol, elektrofuels m.v. Den overskudsvarme der genereres fra elektrolyseanlæg, er oplagt at bruge i fjernvarmenettet, så der heller ikke her går noget til spilde. Energiprodukter der kan lagres, og som er billigere at flytte i store mængder end el i dyre kobberkabler.

Så langt så godt. Der er heldigvis en gryende politisk erkendelse af, at P2X må, og skal være et element i fremtidens energipolitik. Men det kræver sammentænkning. For i dag ser vi desværre alt for ofte produktion, transport og forbrug af energien hver for sig. Og hvis vi ikke passer på, kan det alt for let ende med, at vi på grund af sektortunnelsyn vælger løsninger, der samlet set hverken er billigst eller bedst. Vi ved vi får brug for p2X for at kunne håndtere energien i Nordsøen fleksibelt. Vi ved, vi for brug for P2X til at skabe brændstoffer til fly, shipping og anden tung transport. Vi ved ikke mindst, at intelligent brug af P2X kan holde investeringsbehovet i elnettet nede, og dermed spare milliarder. Alt det ved vi. Men sektortunnelsyn og vanetænkning kan blokere for udviklingen, der er fyldt med paradokser. For milliardbesparelsen på netudbygningen sker hos elselskaberne og ikke i den statskasse, der skal finansiere rammebetingelserne, der muliggør P2X.

Et andet eksempel er, at der potentielt kan spares investeringer i fjernvarmesektoren, da P2X anlæggene kommer til at producere betydelige mængder overskudsvarme. Men de potentielle besparelser her ses ej heller i sammenhæng med investeringsomkostningerne til P2X, eller i en strategisk planlægning af, hvordan vi sikrer fremtidens grønne varmeforsyning.

Og sidst men ikke mindst, så er der behov for sammenhæng mellem energi og transportpolitik. Et energisystem med brug for fleksibelt forbrug gennem P2X kræver en transportpolitik, der skaber markeder for slutproduktet. Og ikke blot vurdere dets omkostning op mod den tilsvarende fossile energi, eller hvad den isolerede omkostning på et ufleksibelt energiforbrug er. Vi er nødt til at se de forskellige politikområder i en sammenhæng.

Eller sagt på en anden måde. Med udgangspunkt i klare politiske målsætninger om fossilfri transport, 70 pct.-målsætningen og massiv produktion af grøn strøm, så har vi med storskala P2X mulighed for at skabe et stabilt og langtidssikret energisystem. Og i tillæg en grøn transport, og en stor hjælpende hånd til omstillingen af fjernvarmen. Men det er afgørende, at disse områder sammentænkes og at vi ser hele billedet. Vi skal have en sammenhængende plan fra produktion til anvendelse af den grønne energi.

Det er langt mere besværligt end det lyder, men vi står i Danmark overfor en grøn guldalder, hvis vi formår at gribe mulighederne, og gør det nødvendige benarbejde nu. Derfor er det en bunden opgave for klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, både i de nuværende og kommende forhandlinger at sætte sektorkobling og storskala P2X på samtlige dagsordener. Kun på den måde kan vi sikre effektiv energiudnyttelse, omfattende omstilling og i tillæg nye, danske erhvervseventyr.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (7)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078