23948sdkhjf

Egebjerg får pris for nærvarmeprojekt

FIF Marketing, Fjernvarmens Informationsfond uddelte på sit årsmøde 26. september 2019 et legat på 25.000 kr. til Egebjerg Nærvarme for at være gået fra olielandsby til nærvarmeværk med træflis som brændsel.

- Faktisk er der flere grunde til, at Egebjerg Nærvarme modtager legatet i år: De viser, at fjernvarmen har sin berettigelse selv ude i de små samfund - og det er en vigtig pointe. De formår at konvertere oliefyrede huse til et mere miljøvenligt alternativ. Og endelig fortjener de mange frivillige ildsjæle et kontant skulderklap for deres kæmpe indsats, lyder motivationen fra Niels Sørensen, der er formand for FIF Marketings bestyrelse.

Glæde i Egebjerg
Hos Egebjerg Nærvarme er der naturligvis glæde over at modtage prisen.

- Vi er meget glade for, at valget faldt på os. Vi lader legatet gå ind i den videre udvikling af varmen. For vi er sikre på, at det er det gode varmeprojekt, der skaber den gode historie - og som på sigt kan få flere til at vælge den fælles varmeløsning i Egebjerg, siger formand for Egebjerg Nærvarme, Morten Hylleberg.

Aktuelt er 72 forbrugere tilsluttet nærvarmen, der blev åbnet i april 2018. Det svarer til knap 100 husstande. Cirka 30 forbrugere svarende til cirka 60 husstande vil kunne komme med alene ved nedgravning af stikledninger til ejendommene fra hovedledningen gennem byen.

- Vi mener selv, det er et både fornuftigt og bæredygtigt varmeværk med den klare fordel, som ligger i et kommunegaranteret lån, at kunne få en mere bæredygtig og energirigtig varmeløsning, som det formentlig ikke vil være muligt for alle lokale husstande selv at omstille sig til, fordi pengeinstitutterne ikke vil finansiere udgifterne, siger Morten Hylleberg om det lån på 11 mio. kr., som forbrugerne afdrager gennem varmeprisen over 30 år.

Morten Hylleberg ser muligheder for kommende års investering i yderligere energibesparende tiltag som i første omgang solceller til billig strøm og senere solvarme.

Et godt samarbejdsprojekt
Projektet har ikke kunnet lade sig gøre uden samarbejdet med Odsherred Kommune og med RUC og ikke mindst Nykøbing Sj. Fjernvarmeværk, slår Morten Hylleberg fast.

- De har alle med stor velvilje, engagement og ekspertise har gjort en stor indsats, og ingen af parterne ville alene kunne have realiseret et sådant varmeværk, siger Morten Hylleberg.

- Egebjerg Nærvarme er et flot og eksemplarisk projekt, der viser, hvordan borgerne takket være vilje, engagement og frivillige ildsjæle kan være med til at skabe en mere bæredygtig, grøn og miljørigtig energiforsyning helt i tråd med vores intentioner i kommunens energistrategi om at omstille oliebyerne til bæredygtig forsyning, baseret på lokale ressourcer, og vi håber, legatet kan medvirke til yderligere energirigtig  varmeforsyning i Egebjerg og vil inspiration for andre af vore byer, siger centerchef Kirsten Gyalokay, Center for Miljø og Teknik.

Helt i tråd med kommunenes ånd har Morten Hylleberg netop været på besøg i Rørvig for at fortælle om arbejdet med at realisere nærvarmeværket til inspiration for tilsvarende planer der.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093