23948sdkhjf

'Se en elbil'

Debat

Dette er et debatindlæg skrevet af Jacob Stahl-Otte fra Drivkraft Danmark.

Holdninger og anskuelser står derfor for hans regning.

Netop nu er der klimatopmøde i New York. Regeringscheferne er blevet bedt om at lade skåltalerne blive hjemme og i stedet fremlægge konkrete initiativer og planer, der skal sikre Parisaftalens mål.

Fra Danmark ankom statsminister Mette Frederiksen med milliarder i ryggen fra de danske pensionskasser og et opdateret dansk mål om 70 pct. CO2-reduktioner i 2030.

Fuldt fortjent sikrede det ekstra opmærksomhed og taletid i New York. Men kom der flere konkrete løsninger?

Vi ved, at især transporten bliver svær at omstille. Det har ført til en udbredt enighed om, at elbiler kommer til at dominere i person- og varetransporten. Samtidig viser tal fra Det Internationale Energiagentur (IEA), at efterspørgslen efter flydende brændstoffer vil stige og stige i de kommende årtier – selv i et ambitiøst elektrificeringsscenarie.

For imens fokus er på at fremme ladestandere og elbiler foran de europæiske parcelhuse, buldrer lastbilerne og flytrafikken derudaf – og her bliver batterierne ikke løsningen foreløbigt.

Om det er afmagt over transportens kompleksitet, der får politikere, journalister og organisationer til at overdrive effekten af elbilerne i persontransporten, vides ikke. Faktum er dog, at det er det, der sker.

Senest fremhævede DI persontransport som det væsentligste fokuspunkt, da organisationen i sidste uge fremlagde sin 2030-plan. Samtidig ønskes omstillingen af den tunge transport understøttet med yderligere tilskud til biogas og krav om iblanding af 10 pct. biobrændstoffer i 2030. Det sidste vil medføre en stigning på blot 2 procentpoint i forhold til 2020, hvilket næppe er nok til at imponere på de bonede gulve i New York.   

DI har helt ret i, at biogas er en del af løsningen. Men biogas er også en meget dansk løsning, og en hjælp til landbruget, mens gas i udlandet primært er ensbetydende med naturgas, der hverken hjælper på kort eller langt sigt. Det betyder ikke, at biogassen er ligegyldig for omstilling af transporten. Men det er heller ikke den ”silver bullit”, som den forsøges gjort til.

Omstilling af den tunge transport er mere kompleks end elektrificering af persontransporten. Det gør den samtidig endnu vigtigere. I stedet for at lede med lys og lygte efter ”perfekte” løsninger, skal vi indstille os på, at vi skal have alle løsninger i spil for at nå vores fælles mål om en CO2-neutral transportsektor.

Det nytter ikke at lukke øjnene, råbe ”se en elbil” og pege den anden vej. Selv børn hopper ikke på den i længden. De kræver svar, også selvom svaret er kompliceret!

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094