23948sdkhjf

Energiselskab: Skæve afgifter bremser geotermien

Hver dag forsyner fjernvarmesektoren omkring 1,7 mio. husstande med varme. Heraf kommer helt utroligt lidt fra undergrunden.

Geotermisk varme produceres i dag kun i et beskedent omfang på tre mindre anlæg i Danmark. I kombination med varmepumper forventes geotermi dog at kunne forsyne op til 500.000 danske husholdninger med bæredygtig varme, skriver E.On i en pressemeddelelse.

- Vi har nogle af de bedste forudsætninger for at udnytte varmen lige under vores fødder på grund af vores veludbyggede fjernvarmenet i Danmark, men alligevel halter vi efter resten af Europa. Forklaringen skal bl.a. findes i skæve afgifter. Hvis man blot sikrede fri og lige konkurrence, så ville meget godt være gjort, siger Lars van Hauen, Chief Innovation Officer i E.On i pressemeddelelsen.

Ifølge energiselskabet E.On skal forklaringen bag den begrænsede udnyttelse af den danske undergrundsvarme bl.a. findes i afgiftssystemet, hvor biomasse i dag er afgiftsfritaget. Til sammenligning produceres geotermisk varme oftest i samspil med varmepumper, der betaler elafgift, hvilket gør geotermi relativt dyrere.

Geotermi underbygger et klogt energisystem
Allerede tilbage i 2010 anbefalede den daværende Klimakommission, at vi skulle blive bedre til at udnytte varme fra geotermi. 'En stor del af fjernvarmen skal produceres på store varmepumpeanlæg og geotermianlæg', lød anbefalingen dengang.

For at sætte fart på omstillingen af varmeproduktionen fra afbrænding til geotermi og varmepumper, foreslår Enhedslisten i deres nye klimaudspil, at varmepumper til geotermi fritages helt for elafgift.

- Det burde være tydeligt for enhver, at geotermi og varmepumper er en hjørnesten i fremtidens bæredygtige fjernvarme. Alt for længe er der sket alt for lidt, men nu er der endelig kommet gang i udviklingen, senest med planer om store geotermianlæg i Aalborg og Aarhus. Men der mangler det sidste skub, og det er os som politikere, der skal levere det skub gennem gode rammer og ambitiøs støtte, siger Enhedslistens energiordfører Søren Egge Rasmussen.

Enhedslisten er dog ikke de eneste, der ser geotermi som en central del i fremtidens varmeforsyning. Energistyrelsen har ligeledes påpeget, at geotermisk varme sammen med vedvarende energi kan yde et betydeligt bidrag til at reducere udledningen af drivhusgasser fra varmesektoren.

- Næsten halvdelen af energiforbruget i fjernvarmen kommer i dag fra kul og naturgas. Udløbsdatoen for disse energiformer rykker tættere og tættere på, men det er vigtigt, at vi sikrer, at de nye grønne energiløsninger samtidig understøtter udviklingen af et klogt energisystem, hvor vi f.eks. kan lagre den fluktuerende energiproduktion, vi får fra vind og sol. Her kan geotermi og varmepumper noget særligt, siger Lars van Hauen, og påpeger, at et nyt forskningsstudie med deltagelse af det geotermiske operatørselskab, GEOOP, viser, at de geotermiske vandreservoirer kan bruges til store energilagre.

- I modsætning til andre former for energilagring, så er varmetabet for geotermisk varmelagring minimal. Samtidig vil undergrunden kunne fungere som et stort energilager, når alle vindmøllerne snurrer rundt. På den måde er geotermi også et oplagt skridt i retningen af et stabilt og grønt energisystem, siger Lars Andersen, adm. direktør i GEOOP.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203