23948sdkhjf

Aalborg Energie Technik leverer anlæg til gærfabrik

Aalborg Energie Technik (AET) har netop idriftsat et AET SNCR DeNox2-system hos De danske gærfabrikker (DDG).

Her skal anlægget reducere NOx-emissioner fra gærfabrikkens faststoffyrede kedel.

De danske gærfabrikker (DDG) producerer 25.000 ton gær om året, døgnet rundt.

Gærproduk­tionen er en følsom fedbatch fermenteringsproces, bl.a. med sterilisering, gærkar, dyrkning, centrifugering og filtrering. Ved gærproduktionen må temperaturerne kun svinge ganske lidt og derfor overvåges den i øvrigt højautomatiserede proces døgnet rundt.

On site test
Da DDG skulle til at brænde kul kontinuerligt på deres 15 MWt kedel, skulle kedlen optimeres med hensyn til emissioner, herunder NOx-emissioner for at opfylde myndighedernes krav.

For at designe det mest effektive kundetilpassede SNCR-system, udførte AET en on-site test med forskellige placeringer af NOx-lancer i fyrrummet, bl.a. ud fra fyrrummets udformning, rist, sekundærluftindblæsning samt temperaturudvikling i fyrrummet.

Det blev ud fra forsøget påvist, at ammoniakvand var et optimalt NOx-reduktionsmedie, idet det ikke laver saltaflejringer i kedlen og ikke giver øget CO-emissioner.

Testen blev udført i marts 2018 og verificeret af tredjepart. AET modtog ordren på anlægget i april og har altså netop idriftsat selvsamme anlæg.

Integreret del af kedelstyring
Systemet fra AET er etableret som en integreret del af kedelstyringen, idet det er lavet i det eksisterende ABB-styresystem for kedlen.

Systemet reducerer NOx-emissionen med ca. 25 pct., så det nuværende emissionskrav kan imødegås.

- Anlægget er særdeles pålideligt og kører uden problemer, idet det nye system, som er lavet i rustfrit stål, blandt andet blev tilpasset vores kedel. Anlægget kan desuden håndtere de hurtigt varierende dampudsving, vi oplever på grund af den den batch-baserede proces, siger teknisk chef hos DDG Jack Domino.

Anlægget består i al sin enkelthed af en beholder til ammoniakvand, reguleringstavle, inddysningslanser i et niveau i fyrrummet, NO-måler og styresystem. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063