23948sdkhjf

SE og Eniig tættere på kæmpefusion

Overvældende flertal i de to repræsentantskaber vendte mandag tommelen op
Fusionsplanerne mellem energiselskaberne SE og Eniig blev mandag aften godkendt af de to repræsentantskaber med et overvældende flertal i begge selskaber.

Aftalen, som efter planen skal resultere i et fælles selskab med navnet Norlys, mangler nu udelukkende at blive godkendt af konkurrencemyndighederne. Ifølge de to jyske energiselskaber skal fusionen medføre "betydelige forretningsmæssige udviklingsmuligheder og synergier, der skal give stordriftsfordele, en fortsat robust økonomi, stærkere produkter og lavere priser".

Konsolideringen skal give det fusionerede selskab en stærkere position inden for grøn omstilling og digitalisering. Det er også ambitionen at styrke andelsejermodellen med henblik på at sikre "en fællesskabsorienteret, langsigtet og samfundsansvarlig tilgang til dét at drive forretning".

Ekstra indsats
Efter sammenlægningen vil Norlys ifølge SE og Eniig blive en mere markant aktør på flere af de markeder, som selskaberne allerede i dag opererer i.

Med et geografisk område, der kommer til at dække det meste af Jylland fra Vrå i Vendsyssel og helt ned til grænsen, skal der ifølge fusionsparterne gøres en ekstra indsats for at holde fast i den lokale forankring. Den skal blandt andet sikres gennem etablering af tre vækstpuljer, som skal støtte udviklingen af lokalsamfundene i henholdsvis nord, midt og syd - og også ved at fastholde dialogmøder med mere end 700 repræsentantskabsmedlemmer i det nye selskab.

- Flere har spurgt, om vi er ved at blive for store. Både på el- og teleområdet er volumen en væsentlig faktor, men vi glemmer bestemt ikke vores rødder. Det ligger os meget på sinde, at fusionen skal blive til gavn og glæde for både private og erhvervslivet i hele vores område, siger bestyrelsesformanden i SE, Jens Erik Platz.

Efter konkurrencemyndighedernes behandling af den ønskede fusion kan Norlys blive landets største samlede energi- og telekoncern med omkring 709.000 andelshavere samt mere end en million tv- og internetkunder.

Norlys vil få en egenkapital på cirka 18 milliarder kroner, samlede aktiver på cirka 30 milliarder, en driftsindtjening på cirka 1,9 milliard og en omsætning på cirka 8 milliarder kroner.

Niels Duedahl, der p.t. er administrerende direktør i SE, fortsætter med samme titel i det fusionerede selskab, hvor Eniig-topchef Martin Romvig bliver viceadministrerende direktør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094