23948sdkhjf

VE-brændstoffer er grundlast for transportens omstilling

Det kræver lovgivning - Vi kan ikke vente på et valg

Med regeringens Klimaplan blev det understreget, at flydende VE-brændstoffer (vedvarende energi) også i fremtiden vil levere VE-grundlasten til transportens grønne omstilling. Men vi skal i gang nu. Det kræver lovgivning, hvis vi skal være klar i 2020 – vi kan ikke vente på et valg!

Biobrændstoffer udgør i dag 90 pct. af VE i transporten, og Drivkraft Danmarks medlemmer er klar til at levere endnu mere. Regeringen ønsker at hæve iblandingskravet fra 5,75 pct. i dag til 8 pct. i 2020 og frem. Det ligger fint inden for skiven af Drivkraft Danmarks målsætning om 10 pct. VE-brændstoffer i 2030 (inklusivt bl.a. brint og biogas).

Den bedste og billigste måde at leve op til et højere iblandingskrav på vil være at indføre en ny benzinstandard (E10) med 10 pct. bioetanol mod 5 pct. i dag (E5). Dette gøres dog ikke fra den ene dag til den anden, og kræver omstilling og vished om fremtidens rammer. Derfor er der brug for en hurtig tilpasning af biobrændstofloven, så vi kan være klar i 2020. Vi vil derfor appellere til politikerne om, at der ikke går valgkamp i den, men at der hurtigt findes en løsning.

Samtidig med at der skal iblandes flere biobrændstoffer i benzin og diesel, skal de gøres stadig grønnere. De nuværende første generations biobrændstoffer (1G) skal gradvist udfases og erstattes af VE-brændstoffer baseret på el, affald og andre restprodukter. Men flere og bedre biobrændstoffer kræver et marked med en efterspørgsel efter produkterne og langsigtede rammer for investorerne.

Her er det ikke nok at se frem mod 2030. VE-brændstoffer har nemlig også en vigtig rolle at spille på den helt lange bane. Som optakt til regeringens klimaplan har elbiler og forbud mod benzin- og dieselbiler fyldt rigtig meget. Til gengæld har den tunge transport været helt fraværende i debatten. Det hænger slet ikke sammen med Det Internationale Energiagenturs (IEA) forventninger om, at efterspørgslen efter flydende brændstoffer vil stige markant i de kommende årtier – uanset hvor mange elbiler, der skulle komme på gaden. Det skyldes især væksten i vare- og flytransport. Skal vi fortrænge den fossile energi i transporten, kræver det derfor bæredygtige fossilfri alternativer til benzin, diesel og flybrændstof.

Vi tror især på elektrofuels baseret på VE-strøm og VE-brændstoffer produceret på raffinaderierne som en del af løsningen. Her burde Danmark med den store ekspertise indenfor energiteknologi og vedvarende energi gå foran. Det er et af de emner, vi håber at kunne spille ind i den kommende Transportkommission, hvor vi som leverandører af energi til transport selvfølgelig stiller os til rådighed.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094