23948sdkhjf

Ewii vælger varmepumpeleverandør

Nyt koncept målrettet virksomheder sparkes nu i gang

For at sætte fut i markedet for varmepumper på abonnement i virksomheder donerede Energistyrelsen i december sidste år 11 millioner kroner til formålet og udvalgte samtidig de tre virksomheder, der ville nyde godt af millionerne.

Som en af de tre virksomheder blev Ewii udpeget til at modtage tilskud, og selskabet er nu klar med sit koncept, der er målrettet små og mellemstore virksomheder, skoler, plejehjem samt efterskoler, højskoler og landbrug, der ligger uden for nuværende fjernvarmesystemer.

De får nu mulighed for at leje en varmepumpe på abonnement i stedet for en opvarmningsform, der er baseret på fossile brændsler som olie- eller gasfyr.

Klimadan og varmepumperne
Eftersom Ewii ikke har tænkt sig at klare varmepumpe-opgaven selv, så har selskabet indgået en samarbejdsaftale med Klimadan.

Klimadans erfaring med varmepumpeteknologi strækker sig tilbage fra 1980, og selskabet skal da også stå for en stor del af opgaven med at lange varmepumper over disken.

- Rådgivning af kunden foretager vi sammen med Ewii. Efter det står vi med alt det tekniske, fortæller administrerende direktør i Klimadan, Søren N. Andersen og tilføjer:

- Det er alt fra levering, dimensionering, installation og efterfølgende service af pumpen. Det er især dimensioneringen, der vigtig, for valget af varmepumpe. Vi ser på hvilket behov der er, og ud fra det vælger vi varmepumpen.

Derfor er der også forskel på, hvilken type af varmepumpe, der opstilles, men det vil typisk være en Carrier eller Thermia. 

Positive potentielle kunder
Ewii og Klimadan har allerede været på rådgivnings-besøg hos potentielle kunder og modtagelsen af abonnements-konceptet er yderst positiv.

- Der er stor tilfredshed med, at der er fokus på montage af varmepumpen såvel som den efterfølgende service på driften. Og så noterer vi os med glæde, at kunderne sætter pris på den store økonomiske sikkerhed i konceptet, siger Søren N. Andersen.

Hvor mange varmepumper, der forventes at blive langet over disken, kan Søren N. Andersen ikke svare på.

- Vi ser ikke nogen øvre grænse for antallet af varmepumper i abonnementsordningen, i princippet jo flere jo bedre, siger han.

De to andre

De to andre virksomheder, der får del i 11 millioner kroner-puljen er OK a.m.b.a og SustainSolutions.

I den forbindelse har SustainSolutions indgået en aftale med Coop og Bravida, blandt andet for at afdække potentialet for varmepumper i Coop-regi.

De 11 millioner kroner fordeles ikke ligeligt mellem de tre virksomheder. De uddeles gradvist, når virksomhederne har bevist at deres koncept holder.

Der bliver kun givet tilskud i en begrænset periode, så leverandørerne kan opbygge en portefølje af anlæg og få erfaring og viden med konceptet, så det kan videreføres på længere sigt uden tilskud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11