23948sdkhjf

Begejstring efter bølgeenergi-camp

Sagkundskaben var imponeret over gymnasieelevers idéer på en camp om bølgenergi ved Aalborg Universitet i Esbjerg. Flere af de unges opfindelser er så gode, at de kan være egnede til patentbeskyttelse.
Bølgeenergi er stadig kun på begynderstadiet, og der er masser af udfordringer og uløste problemer, som spænder ben for den videre udbredelse. Det skræmte dog ikke de 42 gymnasieelever på det intensive døgnlange camp om bølgeenergi.

Opfinder Niels Arpe Hansen fra Wave Star A/S, som står bag Danmarks største bølgeenergi-forsøg med et stort testanlæg ved Hanstholm, deltog i campen som vejleder og bedømmer. Han var meget imponeret over dét, han så:

- Alle grupperne er kommet med rigtig mange gode idéer, som er efterprøvet med forskellig grad af succes. Der er også helt nye tankemåder, og det er godt at se, at de kan tænke fuldstændig anderledes og kreativt. Derfor er de også kommet med forslag, som der kan arbejdes videre med, og som måske på sigt kan blive til noget.

Større effektivitet i vinderforslag
Selv når ambitionen er at ændre verden med teknik, sætter tidsrammen på 24 timer nogle naturlige begrænsninger. Flere af camp-deltagerne var dog overraskede over, hvor langt de nåede:

- Jeg synes, vi har nået ufattelig meget. Man arbejder meget intenst med det, når det er så kort tid, siger Anne Houborg fra Rybners Gymnasium, som sammen med sin gruppe blev kåret som vinder af campen for deres forslag til, hvordan bølger kan gøres højere med en rampe og styres med moler, så effekten bliver størst mulig.

Vinderne kan nu se frem til en tur til forsøgsanlægget ved Hanstholm og til det store bølgelaboratorium på universitetet i Aalborg. På turen får de selskab af en designgruppe, som blev nummer to med et radikalt forslag om at gøre bølgeenergi-anlæg til oplyste blækspruttelignende kunstværker.

Fremtid med bølgeenergi
På campen blev teori blandet med praktisk arbejde. Det var med til at vække interessen hos nogle af de deltagende gymnasielever og forsikre andre om at de er på den rigtige vej.

De positive tilbagemeldinger fra både deltagere, samarbejdspartnere og eksperter kommer ifølge campusleder Anders Schmidt Kristensen fra Aalborg Universitet Esbjerg til at indgå i overvejelser om at bruge 24-timers camp-konceptet på andre teknologier.

- Vi har allerede talt med gymnasier om at bruge tilsvarende koncepter, som det vi har øvet os på her på campen, til at sætte fokus på materialer inden for kemiområdet og på hele bio-området med biomasse og biobrændsler. Det handler også om, at vi gerne vil være bedre til at præsentere os og køre noget i samarbejde med gymnasierne for at øge bevågenheden om ingeniørstudierne, forklarer Anders Schmidt Kristensen.

Bølgeenergi-campen blev afholdt d. 10.-11. marts . Arrangementet indgår i det EU-støttede projekt ”Energi på havet” med videncenter Offshore Center Danmark som overordnet koordinator
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.408