23948sdkhjf

Den internationale offshore vindmøllebranche mødes i Danmark

Repræsentanter fra det europæiske POWER cluster samarbejde mødes d. 2.-4. marts ved Offshore Center Danmark i Esbjerg.
Danmark er vært, når repræsentanter fra forskningsinstitutioner, branche- og interesseorganisationer, myndigheder og uddannelsesinstitutioner fra seks nationer i dagene 2.-4. marts mødes for at drøfte udviklingen inden for havvindmølleindustrien.

Repræsentanter fra Danmark, England, Norge Tyskland, Holland og Sverige mødes for at gøre status på de seneste seks års arbejde i det fælles, europæiske projekt POWER cluster, der har fungeret som et internationalt netværkssamarbejde inden for offshore vindmølleteknologi.

- POWER cluster samarbejdet har haft stor betydning for erfaringsudvekslingen på et marked, hvor de første projekter virkelig var pionerarbejde. Fundamenttyper, levetid i et saltholdigt miljø, vejrpåvirkning og meget andet skulle man først danne erfaringer med, og POWER cluster har været med til at indsamle og koordinere data fra et stigende antal havvindmølleprojekter og bygge bro mellem de enkelte landes aktører, forklarer Manager Renewables Morten Holmager fra viden- og teknologicentret Offshore Center Danmark.

Giver overblik over samarbejdspartnere
Mødet i Esbjerg er en foreløbig afslutning på POWER samarbejdet, som har skabt dialog på tværs af landegrænserne samt affødt en række initiativet. Eksempelvis det årlige OWIB - et netværksarrangement, hvor producenter, leverandører og brancheorganisationer mødes til en slags speeddating for at aftale samarbejde.

Samarbejdet har også resulteret i hjemmesiden mapping.power-cluster.net, hvor alle kendte leverandører i de seks lande er registreret, så det er muligt at se alle leverandører i branchen i alle de lande, der er tilknyttet POWER cluster samarbejdet.

- Med POWER cluster Mapergy er det muligt at finde leverandører med en konkret geografisk placering eller inden for særlige nicher blot ved at klikke sig ind på den webaserede database. Formålet med POWER cluster er netop at skabe transnationale samarbejder, og på mødet til marts kommer der flere nye ideer på bordet til, hvordan samarbejdet mellem landene kan udvikles, forklarer Morten Holmager.

Mødet i POWER cluster finder sted d. 2.-4. marts i Esbjerg, og blandt de inviterede er repræsentanter fra det danske EU-kontor South Denmark European Office, Ministry of Science, Land Schleswig-Holstein, ForWind – Center for Wind Energy Research in Germany, East of England Energy Group og Greater Stavanger Economic Development.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157