Skal kunne ses på bundlinjen
Projekter i gang i foråret
Klimapartnerskaberne er aftaler, der skaber værdi for virksomheder og borgere samt reducerer energiforbruget i Aarhus Kommune. Således også med den nye aftale mellem kommunen og ALECTIA. - Vi indgår et partnerskab, da vi simpelthen kan se forretning i det. For os at se er det naturligt, at Aarhus Kommune tænker klima kommercielt. Aarhus Kommune er i forvejen vores store og professionelle samarbejdspartner i lokalområdet, og med partnerskabsaftalen forventer vi at skabe endnu tættere indbyrdes samarbejdsrelationer, siger Peter Ejsing fra ALECTIA og fortsætter: - Med kommunens ambitiøse mål om CO2-neutralitet i 2030 er det tvingende nødvendigt med et tæt samarbejde kommunen og det lokale erhvervsliv imellem. Samtidig er der ikke tvivl om, at vi i samarbejdet om konkrete projekter vil lære rigtig meget af de andre partnere, ligesom de kan lære af os. De nye klimapartnere er udover ALECTIA, Agro Food Park, Energitjenesten for Midt- og Østjylland, Ingeniørhøjskolen i Aarhus, Siemens og Sondrup Bilcenter. Grundtanken i partnerskaberne er, at det skal give forretningsmæssig værdi at være med: - Et bedre klima går hånd i hånd med en bedre bundlinje. Sammen med kommunen kan virksomhederne være med til eksempelvis at skabe nye energibesparende løsninger eller udvikle grønne teknologier, der kan sælges til kunderne. Dermed gavner partnerskaberne både forretningen og miljøet, siger rådmand i Teknik & Miljø Laura Hay. De nye partneraftaler blev underskrevet ved en ceremoni 9. februar 2011. Med de nye partnere har Aarhus Kommune i alt 12 klimapartnere. De første klimapartnerskaber blev indgået i november 2010. Det er planen at udvide antallet af partnere i de kommende år. I første omgang skal partnerne deltage i fire projekter med fokus på henholdsvis trafik i Skejby, intelligente energisystemer, energieffektivisering og -renovering af bygninger samt fossilfri energiproduktion i form af solceller. De fire projekter går i gang i de kommende måneder. Målet med projekterne er at: • Finde løsninger på transportområdet • Geare byens energisystemer til en større anvendelse af vedvarende energi • Nedbringe energi-forbruget i boligerne • Konvertere energiproduktionen, så den er baseret på fossilfrie brændsler.