23948sdkhjf

Dansk Erhverv: Problemerne er større end Amager Bakke

Dansk Erhverv mener, at det er ødelæggende, at selskaber som Amager Ressource Center har særstatus.

Amager Ressource Center, kendt for det skandaleramte prestigeprojekt Amager Bakke, har brudt reglerne for udbud og har givet millionkontrakter direkte til selskaber. 

Det skriver Kommunen.dk på baggrund af en omfattende aktindsigt.

Ifølge Dansk Erhverv, en interesseorganisation for erhvervslivet, er det endnu et tegn på, af kommunale selskaber inden for affaldshåndtering kvæler private aktører på området.

- Selvfølgeligt skal Amager Ressource Center overholde reglerne for udbud. Det skal alle, siger chefkonsulent hos Dansk Erhverv Lisbet Hagelund.

- Men det gør det til et større problem, at der er tale om en særlig virksomhed med en speciel position på markedet.

- Det får konsekvenser ud over det almindeligt, fordi de i forvejen har en konkurrenceposition, som ikke er fair. 

Hun fortæller, at lovgivningen inden for affaldshåndtering er fra 1980'ene, hvor affald var værdiløst. Nu er det en stor forretning. Men de kommunale selskaber har qua den gamle lovgivning store beføjelser.

Ikke bare er et projekt som Amager Bakke til fire milliarder kroner, der viser sig langt fra at være rentabelt, skævvridende for markedet, kommunen kan også bare - som det er planen nu i København - hjemtage affaldet fra private.

- Det ville i private virksomheder slet ikke kunne lade sig gøre. Kommunale selskaber kan bare tage, hvad man vil. 

- Og underskud, de bliver tvangsbetalt af forbrugerne, når kommunen hæver gebyrerne for affaldshåndtering, siger Lisbet Hagelund.

Dansk Erhverv opfordrer til en revision af lovgivningen, så konkurrencen bliver mere fair.

- Lige nu har de kommunale selskaber en forsyningslovgivning og ikke en markedslovgivning bag sig.

- Det kvæler de private aktører. Hvis man aldrig ved, hvornår en kommune kommer og ødelægger ens forretning, så investerer man sine penge andre steder, siger Lisbet Hagelund.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079