23948sdkhjf

Industri: Afgift på biomasse kan bringe kullene tilbage

Det er forkert at begrænse brug af bæredygtig biomasse, mener Dansk Fjernvarme, som gerne ser mere geotermi.

Hvis der lægges afgifter på biomasse i form af træpiller og træflis, kan det betyde, at de uønskede kul gør deres indtog på kraftværkerne igen.

Det vurderer teknisk direktør Kate Wieck-Hansen i brancheorganisationen Dansk Fjernvarme.

Klimarådet foreslår i en ny rapport, at brugen af biomasse begrænses, og at den nuværende afgiftsfritagelse sløjfes. Det vil ligestille biomasse med andre former for ren energi.

- Det giver ikke mening, at Klimarådet i en misforstået tolkning af energisektorens brancheaftale vil lægge afgifter på den bæredygtige biomasse. Det vil alene betyde, at kraftvarmeværkerne vil gå tilbage til at fyre med kul. Det er næppe det, Klimarådet ønsker, siger Kate Wieck-Hansen.

Klimarådet skal rådgive regeringen om vejen mod et samfund med lavt CO2-udslip i 2050. Rådet anbefaler at skærpe kriterierne for, hvornår biomassen kan kaldes klimavenlig.

Men en frivillig brancheaftale om biomasse i Danmark vil være fuldt gennemført om halvandet år, påpeger Dansk Fjernvarme.

Den skal sikre, at danske energiselskaber udelukkende bruger bæredygtig biomasse, eksempelvis fra skove, hvor der sikres genplantning. Den tager også hensyn til den biologiske mangfoldighed og arbejdstagerne.

Bæredygtig biomasse har på de decentrale værker medvirket til at begrænse andelen af kul med 98 procent og vil i 2020 have fortrængt 1,6 millioner ton kul på de centrale kraftværker, siger Kate Wieck-Hansen.

Klimarådet peger på, at afbrænding af biomasse ikke altid er klimavenlig. En stor del - 43 procent - af den træflis og de træpiller, Danmark fyrer med, er sejlet hertil fra eksempelvis skove i de baltiske lande.

Samtidig er det nødvendigt at øge kulstof-lagrene i Jordens skove, hvis vi skal begrænse den globale opvarmning, understreger Klimarådet.

Men det er misforstået at tro, at varmeværkerne i de store byer kan udfase biomassen i en fart med sol og vind alene, anfører Dansk Fjernvarme.

- Der skal andre teknologier til, som først skal udvikles til brug i stor skala. Geotermi kan levere et stort bidrag til den grønne omstilling, også i de store byer, siger Kate Wieck-Hansen.

/ritzau/

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078