23948sdkhjf

Godaw - Vi har et godt tilbud

Hvem andre end biogassen kan bidrage til en løbende og fleksibel omstilling af gassystemet fra fossilt til vedvarende?

- Godaw - Vi har et godt tilbud.

Var det ikke nogenlunde sådan en midtjysk købmand gjorde sin entré i mediebilledet for mere end tredive år siden. I biogasbranchen kunne vi fristes til at bruge det samme slogan. For det er det vi har til de kommende energiforhandlinger: Et godt tilbud. 

For hvem andre end biogassen kan bidrage til en løbende og fleksibel omstilling af gassystemet fra fossilt til vedvarende? Og bidrage til at opfylde de nuværende og kommende skærpede EU genanvendelseskrav og realisere planerne om en cirkulær økonomi? Løfte klimaudfordringen på det ikke-kvotebelagte område – tilmed både i transportsektoren, landbruget og husholdningerne? Gøre fødevareproduktionen mere bæredygtig, hvad enten det er ved at reducere tabet af kvælstof fra husdyrgødningen, fremme omstillingen til økologi eller løfte den store udfordring den nye fosforregulering giver. Og ikke at forglemme: stabilisere det fluktuerende sol- og vindbaserede elsystem og sikre omstillingsmulighederne i den tunge transport og tunge industri, hvor el ikke rækker?

Derfor bør det være oplagt for regeringen at lægge op til en videreførelse af de rammevilkår, som har sikret realisering af præcis den biogasudbygning, der blev lagt op til med energiforliget i 2012.

Og dermed sikrer en fortsat jævn udbygning til gavn for de danske virksomheder, som besidder en globalt anerkendt ekspertise i etablering af nogle af verdens mest driftssikre, energieffektive og højtydende biogasanlæg og dermed et springbræt til eksport af viden og teknologi.

Og til gavn for de landmænd, der har brug for adgang til biogasanlæg med tilhørende miljøteknologi til at løfte den store udfordring, den nye målrettede regulering og ikke mindst fosforregulering giver, så Danmark ikke risikerer at miste arbejdspladser og eksportindtægter.

Og til gavn for fremtidige generationers fødevareforsyning gennem biogasanlæggenes recirkulering og genanvendelse af næringsstoffer, herunder ikke mindst fosfor, som er en stærkt begrænset ressource, men en helt essentiel forudsætning for alt liv.

Og som leverer løsninger på den tunge, men nødvendige byrde at reducere udslippet af drivhusgasser fra ikke kun energisektoren, men især fra transportsektoren, fødevareproduktionen og husholdningerne, så vi kan minimere de fremtidige ødelæggende klimaændringer.

Det bør være åbenlyst, at regeringen derfor har fokus på nødvendigheden af at bruge en vifte af forskellige virkemidler og håndtag til at sikre den gradvise omstilling af ikke kun energisystemet, men hele samfundet frem mod 2050. Og dermed anerkendelse af, at udbud og specielt teknologineutrale udbud ikke er det eneste svar.

Men det burde også være oplagt at fremme af markedsmæssige muligheder, således at støttebehovet til afhjælpning af markedsfejl m.v. kan aftrappes over tid. Her er det specielt ærgerligt, at Folketinget ikke benyttede behandlingen af L18 om omlægning af afgifterne i transportsektoren til at sikre en ligestilling på et reelt grundlag for biogas sammenlignet med andre drivmidler i transportsektoren. Dette ikke mindst i lyset af, at EA Energianalyse, Syddansk Universitet m.fl. har udpeget biogas som et særdeles attraktivt biobrændstof og dermed redskab til at opfylde EU målsætningerne om omstilling af transportsektoren.

De kommende energiforhandlinger er vigtige i forhold til at sikre omstillingen af hele samfundet frem mod 2050 – men der er behov for kloge og visionære beslutninger indenfor en lang række politikområder, så de fælles mål og udfordringer indkredses, omfavnes og løftes optimalt.

Har Folketingets partier fokus på det, ligger der et godt tilbud i form af en fortsat jævn og stabil biogasudbygning og venter på at blive realiseret til gavn for klimaet, miljøet, beskæftigelsen og samfundsøkonomien.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079