23948sdkhjf

Ny aftale om grøn energi: Det siger de om aftalen

Især vindmølleindustrien raser over den nye sol-og-vind-aftale.

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en ny model for, hvordan vedvarende energi skal kunne få offentlig støtte.

Aftalen betyder, at der i årene 2018-19 etableres landvind og sol for 1,27 mia. kr. over en 20-årig periode – og at der etableres konkurrence om støttekroner på tværs af teknologier. Regeringens eget skøn er, at det vil give yderligere 200 MW landvind og sol over de kommende to år.

Nedenfor kan du læse industriens reaktioner på aftalen,

Vindmølleindustrien: Bedrøveligt

- Jeg synes det er meget bedrøveligt, at Danmark går en anden vej end det øvrige Europa. Regeringens model garanterer ikke et stabilt tempo i den grønne omstilling og giver ikke mest vedvarende energi for pengene, siger Jan Hylleberg adm. direktør for Vindmølleindustrien.

Vindmølleindustrien har argumenteret for en tilskudsmodel, der baserer sig på en fast pris (CfD-model), som det kendes fra lande som Storbritannien, Tyskland og Holland, der med succes benytter den udbudsform, vi også selv har anvendt på havvind i Danmark.

 - Alle i vindmølleindustrien forfølger målsætningen om, at udfase behovet for tilskud snarest muligt, men med en smal aftale binder regeringen og DF desværre staten til en post på finansloven i 20 år, siger Jan Hylleberg.

Dansk Energi: Nu skal vi videre

Hos Dansk Energi er man positiv over at man nu har en afklaring, så man kan komme videre med de nye udbud, men man havde gerne set en lidt bredere aftale.

- Det er en skam, at det ikke er lykkedes at indgå en aftale, som et bredt politisk flertal kunne se sig selv i. Vi havde gerne set en aftale, hvor parterne kunne mødes på midten om en pragmatisk løsning, som både tilgodeser regeringens ønske om en vis budgetstabilitet og oppositionens ønske om bedre risikoafdækning for VE-investorer, siger afdelingschef Stine Leth Rasmussen og tilføjer:

- Men vi har også brug for at se fremad og komme videre. Spørgsmål om støttemodellen er nemlig kun et hjørne af den kommende udbudsmodel.

Danmarks Vindmølleforening: Landsforvisning

- Danmarks Vindmølleforening ser naturligvis helst, at den danske tradition for brede energipolitiske aftaler videreføres. Når det er sagt, har jeg fuld forståelse for, hvis oppositionen ikke kan acceptere regeringens forslag. Den foreslåede udbudsmodel vil fordyre den vedvarende energi unødigt og øge risikoen ved danske vindmølleinvesteringer i forhold til resten af Europa. Dermed tvinger man den danske vindmøllebranche ud af landet, siger direktør Christian Kjær fra Danmarks Vindmølleforening.

Danmarks Vindmølleforening har sammen med en stort set enig energisektor længe anbefalet et CfD-udbud. Med en fast betaling, hvis niveau etableres i fri konkurrence, mindskes investorernes risiko med lavere budpriser til følge. Det ville have givet danske virksomheder og husholdninger den billigste energi.

- Energi-, forsynings-, og klimaministeren lader til at have glemt sin egen politiske kæphest om, at vi skal have så meget grøn omstilling for pengene som muligt. Udbud over faste priser er den metode regeringen selv med stor succes valgte, da man sikrede sig verdens dengang billigste havmøllestrøm i forbindelse med udbuddet over Kriegers Flak i Østersøen. Resten af Europa benytter også hovedsageligt udbud over faste priser. Det er besynderligt at man vælger at gå enegang i Europa, siger Christian Kjær.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095