23948sdkhjf

Flydende el på tanken

Den danske regering har en målsætning om, at Danmark skal være uafhængig af fossil energi i 2050. For at nå det mål er det nødvendigt, at alle sektorer leverer energibesparelser og omlægger til vedvarende energi. Det gælder også transporten, hvor flydende biobrændstoffer i dag står for 90 procent af al vedvarende energi, mens el leverer de sidste ti procent, hvoraf langt størstedelen kommer fra jernbanen.

Over tid vil elektrificering af transporten spille en stadig større rolle, men det er ikke sikkert, at batterier bliver den væsentligste lagringsteknologi i fremtiden. Batterierne bliver uden tvivl bedre og billigere, men de har stadig nogle fysiske udfordringer, som kan blive svære at overkomme - særligt når det gælder vægt og energitæthed.

Flydende brændstoffer er derimod lette at transportere, fordi de vejer og fylder meget lidt i forhold til energiindholdet.

Nogle af de flydende brændstoffer, som vil være oplagte i fremtiden, er syntetisk benzin og diesel, der kan produceres af kulstof og brint. Kulstoffet kan for eksempel komme fra affaldsbaseret biomasse eller fra CO2, mens brint kan produceres ved elektrolyse baseret på el fra vedvarende energi. Med elektrolyse vil det dermed være muligt at lagre billig vedvarende energi som brint og flydende brændstof. Netop derfor er elektrolyse interessant i et land som Danmark, hvor der allerede er dage, hvor der produceres mere el på vedvarende energi, end vi selv kan bruge. Det betyder, at elprisen ryger i bund, og den billige strøm ryger til udlandet.

Der er derfor god fornuft i at lagre den billige strøm som syntetiske brændstoffer, der samtidig kan gøre transporten grønnere.

Et af de steder, hvor man er kommet langt med forskning i syntetisk benzin og diesel er Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet. Her forskes der i en metode, hvor biomasse fra bl.a. affaldsprodukter som trykimprægneret træ og husholdningsaffald kombineres med brint fra elektrolyse og omdannes til flydende brændstoffer.

Og der er god ræson i denne metode, fordi de syntetiske brændstoffer direkte kan erstatte benzin og diesel i den eksisterende bilpark, samtidig med at den overskydende vedvarende energi bliver lagret.

Også i udlandet har man fået øjnene op for en fremtid med syntetiske brændstoffer. I blandt andet Tyskland, Norge og Island findes der flere projekter. Og senest har Bosch, som er en af verdens største leverandører af udstyr til bilindustrien, meldt ud, at de ser et kæmpe potentiale i syntetiske biobrændstoffer baseret på el fra vedvarende energi. Boschs eksperter vurderer således, at syntetiske brændstoffer inden 2050 kan levere CO2-reduktioner, der svarer til tre gange Tysklands samlede årlige CO2-udledning.

Danske politikere efterlyser ofte ”det næste vindeventyr”, men begår samtidig den fejl kun at se i én bestemt retning.

Der burde i stedet ses på de mange forskellige teknologier og løsninger, der i dag forskes i. En del af teknologierne har et stykke vej til kommercialisering, og nogen når det måske aldrig.

Pointen med det danske vindeventyr var dog, der blev skabt ordentlige rammer for den nødvendige udvikling og innovation, selvom kun få troede på projektets kommercielle muligheder i starten.

På samme måde kunne man ønske sig, at politikerne havde et bredere udsyn ift. elektrificering af transporten. Forskere fra Aalborg Universitet har lavet en roadmap, der viser vejen for dansk storskala elektrolyse på markedsvilkår frem mod 2035.

Den kunne politikerne passende lade sig inspirere af.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (7)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14