23948sdkhjf

Reaktioner på Klimakommissionens udspil

Siden Klimakommissionen i formiddag offentliggjorde hele rapporten om Danmarks fossilfri-fremtid, har organisationer, politikere og virksomheder stået i kø for at give deres besyv med.
Knap havde Katherine Richardson, Professor ved Københavns Universitet og formand for Klimakommissionen, forladt talerstolen fra hvilken hun havde præsenteret resultatet af Klimakommissionens 2½ år lange arbejde, før organisationer, politikere og virksomheder stillede op for at kommentere på udspillet, der giver to bud på, hvorledes den danske energiforsyning ser ud i 2050.

Ros fra Greenpeace & Dansk Energi
- Klimakommissionens rapport fortjener stor ros for, at den så utvetydigt anbefaler en energifremtid baseret på 100 % vedvarende energi. Det er overordentligt glædeligt, at der hverken indgår ikke-bæredygtige teknologier som CCS og atomkraft eller køb af udenlandske CO2-kreditter i kommissionens fremtidsscenarie. Klimakommissionens rapport er ganske enkelt klar besked til politikerne, som nu har til opgave at sætte gang i energirevolutionen. Der ikke længere nogen undskyldning, lyder det fra miljøorganisationen Greenpeace.

Hos Dansk Energi havde man også et par rosende ord med på vejen til Klimakommissionen.

- Klimakommissionens udmelding er langt hen ad vejen helt i tråd med Dansk Energis målsætninger. Vi ser meget positivt på den plads, elektrificeringen af det danske samfund har fået i rapporten. Vi er også enige i den vægt, rapporten tillægger fremtidig udbygning med vind på havet og biomasse. Det viser os, at vi og vores medlemmer er på det rette spor, men rapporten viser også, at vi skal videre med at gøre vores elforbrug mere fleksibelt og intelligent, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

De rigtige værktøjer i den rigtige værktøjskasse
- Min umiddelbare reaktion er, at det er et flot stykke arbejde, som klimakommissionen har leveret. Det ser ud til, at vi nu har fået en værkstøjskasse, som giver os en række af de redskaber, vi skal bruge for at opfylde regeringens ambition om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler, siger klima-og energiminister Lykke Friis.

Også hos Vindmølleindustrien ser Jan Hylleberg frem til en fossilfri fremtid, hvor vindkraft er et af de væsentligst omdrejningspunkter.

- Der er meget godt at sige om Klimakommissionens rapport. De har fat i nogle af de rigtige værktøjer, og sætter fokus på, at det kommende energiforligs indhold er meget afgørende. De har regnet på, hvilke teknologier der er mest konkurrencedygtige i dag og i fremtiden. Sådan må det være. Og så bliver konklusionen, at vindkraft får en central placering på vejen mod et fossilfrit samfund. Det er glædeligt at konklusionen er så klar som tilfældet er. Politikerne bør handle nu, siger Jan Hylleberg adm. direktør i Vindmølleindustrien.

Advarsel fra Concito & Tekniq
- Concitos nye rapport viser, at mængden af biomasse, som verden kan anvende bæredygtigt, er lille sammenlignet med den potentielle fremtidige efterspørgsel. Alt peger på, at biomasse og landbrugsareal på sigt bliver en flaske-hals i det fossilfrie samfund, og at overdrevet brug kan få alvorlige konsekvenser for klodens skovarealer, fødevaresektoren og den fattigste del af verdens befolkning. Vi er derfor nødt til at mindske den fremtidige efterspørgsel – og det har vi en mulig løsning på. Vi opfordrer derfor Klimakommissionen til at studere vores rapport nøje, skriver Concito på sin hjemmeside.

Hos Tekniq er på mange områder enige med Klimakommissionen, men adm. direktør Niels Jørgen Hansen peger på et enkelt problem:

- Men der et problem med kommissionens forslag til, hvordan vi så rent faktisk løser opgaven, siger han og tilføjer:

– Problemet består i, at de forslag kommissionen kommer med på området for energieffektivisering allerede har vist sig at være politisk kontroversielle. F.eks. har forslaget om en tvungen energiopsparing hos bygningsejere allerede fået en politisk kold skulder. Dermed er der en overvejede risiko for, at der politisk set i den fremtidige energipolitik kun fokuseres på de anbefalinger, der vedrører omstillingen af energiproduktionen – altså, at vi igen stirrer os blinde på vindmøller som eneste løsning på alle udfordringerne.

Fastholder Danmarks position
- Hvis den danske regering vælger at følge Klimakommissionens anbefalinger, vil det bidrage positivt til at fastholde Danmark som førende inden for teknologiudviklingen på vindkraftsområdet og sende et meget klart og vigtigt signal til andre lande, at vind bliver en bærende energikilde for vores fremtidige udvikling. Ligeledes vil dette give god mulighed for at konsolidere Danmarks ry som laboratorium for nye grønne og CO2-frie teknologiløsninger, som der er så stor global interesse for, siger koncernchef Ditlev Engel, Vestas.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19