23948sdkhjf

Kritik: Dongs fravalg af landmøller skyldes ikke kun folkelig debat

- Naivt at tro, at den folkelige debat sætter dagsordenen for Dong, lyder det fra en række aktører på den danske vindmøllescene, der er gået sammen i en massiv kritik af Dongs fravalg af vindmøller på land.
Det har vakt en del undren og hovedrysten blandt stort set alle andre vindmølleopstillere på det danske marked, at Dong nu opgiver at bygge flere vindmøller på land som følge af ”de mange folkelige protester.” I stedet vil Dong koncentrere sig om at bygge vindmøller på havet.

Langt flere projekter møder opbakning end protester
- Det er længe siden, at der har været så stor aktivitet på det danske møllemarked, som der er lige nu, og modsat Dong fornemmer vi en stor lokal opbakning til de fleste af de nye vindmølleprojekter på land. Desværre er det bare sådan, at de få projekter med lokal modstand får lov til at dominere debatten i de danske medier, siger Direktør Erik Abraham fra Wind Estate A/S i en pressemeddelelse.

Rent faktisk har de nye politiske tiltag med køberet- og værditabsordningerne i VE Loven fra 2008 været med til at øge den lokale opbakning til vindmøller. Nu kan naboer til vindmøller få et plaster på såret, hvis værdien af deres ejendom bliver væsentligt forringet af vindmøllerne, ligesom naboerne nu har mulighed for at blive medejere af vindmøllerne – og det vel at mærke til kostpris.

- Selvom der nu som tidligere stadig vil være enkelte naboer, som er modstandere af vindmøller, så oplever vi en stor og i øvrigt voksende interesse for at deltage i vindmølleprojekter på land på de mange borgermøder, som bliver afholdt i planprocessen, siger Direktør Peter Dahl Jacobsen fra Wind1 A/S,

- Det er faktisk sådan, at spørgelysten er betydeligt højere under gennemgangen af projektets økonomiske forhold end under gennemgangen af de miljømæssige konsekvenser for omgivelserne.

Dongs beslutning skyldes ikke folkelige protester
- Dong’s beslutning skyldes måske ikke alene hensynet til naboer, men også at de på grund af den manglende konkurrence på havet kan få 2‐3 gange så store pristillæg som på land, og dermed kan de tjene langt flere penge på havmøller end på landmøller. Set fra Dong’s side er der derfor tale om en fornuftig forretningsmæssig disposition, der dog ikke er den billigste løsning for elforbrugerne, siger Direktør Jørgen Skovgaard fra Skovgaard Invest ApS

- Det vil være naivt at tro, at den folkelige debat skal sætte dagsordnen for Dong’s forretningsudvikling på land og til havs. Men jeg kan sagtens forestille mig, at de nye ordninger med værditabserstatning og lokal medejerskab ikke passer ind i Dongs forretningsstrategi, og at det derfor vil være meget ”lettere” med vindmøller på vandet, hvor vindmøllerne ikke skal deles med naboerne.

Stor lokal opbakning skal med i meningsdannelsen
Også fra Danmarks Vindmølleforening lyder der helt andre toner:

- Næsten alle kommuner er i gang med eller har allerede lavet nye vindmølleplaner, som har været i høring i de enkelte kommuner, og vi fornemmer en stor opbakning til at implementere planerne fra både politikerne, forvaltningerne og lokalbefolkningen. Mange kommuner har sågar sat energi og miljø højest på deres dagsordner, hvor vindmøller naturligt spiller en central rolle, siger Asbjørn Bjerre.

- Og senest med forlængelse af skrotningsordningen til 2011 har politikerne sikret muligheden for at kunne nå at sanere uheldigt placeret ældre vindmøller i forbindelse med udbygningen af nye vindmøller, hvilket bestemt ikke forringer landskabsbilledet og den folkelige opbakning, siger Direktør Jens Petri Petersen fra Wind Estate A/S

Pr. dags dato er der blevet saneret 472 vindmøller og opstillet 112 vindmøller på land siden vedtagelsen af VE‐forliget i 2008.

- Vi håber på, at pressen og lokalbefolkningen er i stand til at se gennem Dongs udmeldinger, så de ikke kommer til at stå alene i meningsdannelsen om vindmøller på land i Danmark, afslutter Direktør Niels Mejlholm fra Dansk Vindenergi ApS.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125